Annonce
Annonce
Fodbold

Newcastle forhindrer United-sejr med drømmecomeback

Vild kamp i Newcastle sluttede med pointdeling. I Birmingham fik Jores Okore og Aston Villa den første ligasejr siden august.

Dagens kamp i det nordlige England bød på noget, som har været yderst sjældent i denne sæson: En målrig Manchester United-kamp.

Samtidigt var det en af de vildeste kampe i denne sæsons Premier League.

De to mandskaber sørgede nemlig for masser af spænding i en uskøn affære.

Manchester United smed en 0-2 føring over styr mod et Newcastle-mandskab, der var som Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

To mål og en assist fra Wayne Rooney var ikke nok mod et hårdt kæmpende Newcastle-hold, der med en flot comeback sikrede sig 3-3 i en fantastisk, spændende kamp.

Fremadrettede afleveringer gav pote

Kampen blev indledt med medvind til Manchester United, der blev tildelt et straffespark efter blot otte minutter, da Marouane Fellaini efter et hjørnespark headede bolden ind på hjemmeholdets Chancel Mbembas udstrakte hånd. Wayne Rooney gentog succesen fra weekenden og eksekverede sikkert til 0-1.

Aktionen førte til flere fejl fra Newcastle-holdet, der så ud til at være helt rundt på gulvet.

Manchester United bombarderede Newcastle med kontra efter kontra, som i høj grad blev båret af fremadrettede afleveringer - noget som i den grad har manglet under Louis van Gaal. Det blev dog uden gevinst gang på gang.

LÆS OGSÅ: United reddet af straffespark mod miniputter

Selv en friløber til Wayne Rooney i et angreb, der gav mindelser om det gamle United-hold, blev brændt midt i halvlegen.

Minuttet efter fik Newcastle chancen for at straffe de overlegne gæster, men Giorgino Wijnaldum sendte den lige på David de Gea i buret.

I stedet blev det gæsterne, der straffede et ukoncentreret hjemmehold, da Rooney på flot vis lagde bolden af til Jesse Lingard, der placerede bolden gennem benene på Robert Elliot i målet. 0-2, og det lignede, at Newcastle var på vej til skafottet.

Kort inden pausefløjtet sørgede Newcastle dog for at få publikum op af sæderne, da Wijnaldum flugtede bolden i kassen til 1-2, efter Aleksandar Mitrovic flot havde lagt bolden tilbage med hovedet.

Newcastle var nu som forvandlet.

Sjælden kendelse bragte balance i regnskabet
Anden halvleg startede - ikke ulig den første - med utallige skønhedsfejl fra de to mandskaber. Spillerne havde til tider svært ved at få selv det mest simple afleveringer til at fungere.

Moussa Sissoko var tæt på at bringe balance i regnskabet, da han fem minutter inde i anden halvleg smart satte to rødklædte spillere af. Endnu en gang var David de Gea dog på plads i United-målet.

Kort efter kunne en umarkeret Jesse Lingard gøre det rigtig svært for værterne, men den unge spiller sendte bolden over mål.

LÆS OGSÅ:FA Cuppen kan redde sårede storhold

Efter 65 minutter pegede dommer Mike Dean igen på pletten. Denne gang var det et straffespark til Newcastle, efter Chris Smalling var involveret i en brydekamp med Aleksandar Mitrovic ved et hjørnespark.

For en sjælden gangs skyld kom fløjten den angribende part til gode, og Mitrovic scorede køligt til 2-2. Kampen var nærmest vendt på hovedet.

Drømmehug fra Rooney var ikke nok

Wayne Rooney forsøgte at knuse de nordøstengelske pointdrømme, da angriberen efter 79 minutters spil hamrede en returbold smukt op i det fjerneste målhjørne, hvilket fik selv Louis van Gaal op af sædet. 2-3.

Kort efter skulle Marouane Fellaini have afgjort kampen, men belgieren pandede bolden direkte på Elliot inde på stregen.

Det blev straffet i overtiden. En halvclearing fra Chris Smalling i United-forsvaret endte hos Paul Dummett, som smukt hamrede bolden i krogen til slutresultatet 3-3.

Målmandsdrop gav Aston Villa sæsonens anden sejr

Aston Villa, med Jores Okore med fra start, var ved at komme bagud efter blot 40 sekunder mod Crystal Palace. Hjemmeholdet kunne dog glæde sig over, at Wilfried Zahas skud ramte stolpen.

Traditionsklubben fra Birmingham har sæsonen igennem været i kæmpe krise, og stod inden kampen med 19 kampe i træk uden sejr.

Efter weekendens uafgjorte FA Cup-kamp mod miniputterne fra Wycombe blev holdets spillerbus omringet af utilfredse fans, der tildelte holdet verbale lussinger.

Fansene fik dog noget at glæde sig over her til aften.

Anden halvleg startede nemlig anderledes godt for Aston Villa, da Hennessey i Crystal Palace-målet rodede et hovedstød fra Joleon Lescott over stregen.

Det mærkværdige mål blev kampens eneste, og Aston Villa kan nu fejre sin første ligasejr siden starten af august.

I aftenens sidste kamp fra Premier League vandt West Ham 1-3 ude mod Bournemouth. Sejren bringer London-holdet op på femtepladsen - et enkelt point foran Manchester United.

Redaktionen anbefaler

Europas målslugere kommer fra udlandet

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce