Annonce
Annonce
Fodbold

Det onde derby i nord efterlod begge under stregen

Et intenst og dramatisk opgør mellem Newcastle og Sunderland endte passende uafgjort.

Når der tales om onde lokalmøder på fodboldbanerne i England, så er derbyet i nord mellem ærkerivalerne Newcastle og Sunderland et af de ondeste.

Møderne mellem ærkerivalerne er sæsonens vigtigste, og det er kampe, hvor en hård glidende tackling afføder mere begejstring blandt tilskuerne end den flotte pasning over en halv banelængde.

Det ekstra krydderi denne gang på Newcastles St. James Park var striden om at undgå nedrykning, hvor begge de nordengelske traditionshold er involveret i en hård overlevelseskamp.

Læs ogsåSpansk toptræner skal redde engelsk traditionsklub

Begge hold er dog stadig fanget i nedrykningsproblemer efter en højintens 1-1-kamp med masser af små slagsmål og direkte spil, hvor Sunderland var bedst før pausen og Newcastle ville mest i anden halvleg.

Masser af gejst og fight

Lydkulissen var til at tage og føle på fra starten af derbyet. Og det smittede af på spillerne, der åbnede i et forrygende tempo.

Mens begge hold havde lidt svært ved at finde pasningsspillet frem, så var der ingen mangel på gejst og fight.

Og der blev spillet direkte mod mål. I kampens ottende minut fik Newcastles Andros Townsend brudt igennem til baglinjen og centrede mod midten, hvor Aleksandar Mitrovic sendte bolden lige over mål.

Læs også Chelsea sender Newcastle under stregen i opvisning

Minuttet efter var det Sunderlands Jack Rodwell, der med et hovedstød pressede Newcastle-keeper Rob Elliot.

Sunderland med fortjent føring

Sunderland fortsatte den gode start mod lokalrivalerne. Efter 18 minutter var Jack Rodwell i oplæggerens rolle, da Jermain Defoe kom først over bolden, men fyrede den i sidenettet.

Hjemmeholdet fik lidt bedre fat i spillet frem mod den halve time, hvor det også blev til et godt frisparksforsøg fra Jonjo Shelvey, der sendte bolden få centimeter forbi stolpen.

Læs ogsåDanskermål får bookmakere til at skifte mening

1-0.  Jermain Defoe (tv) har scoret sit 12. sæsonmål for Sunderland - og det er et vigtigt et mod lokalrivalerne fra Newcastle. Foto: Owen Humphreys/ AP Sunderland var bedst i en intens første halvleg, men Newcastle truede den anden vej, hver gang Andros Townsend fik bolden i løb mod Sunderland-defensiven.

Og efter 43 minutter faldt scoringen til udeholdet. Et kort hjørnespark snød Newcastle-defensiven, men skuddet fra Fabio Borini blev i første omgang reddet af målmand Rob Elliot. Riposten faldt i anden omgang til Jermain Defoe, der viste flot teknik og sendte flugteren i mål forbi tre-fire Newcastle-forsvarere.

Newcastle med mere selvtillid

Newcastle viste mere attitude og angrebslyst fra starten af anden halvleg. Og efter to minutters spil måtte Sunderlands Yann M'Vila redde på målstregen efter Ayoze Perez' forsøg.

Næste gode Newcastle-forsøg på mål kom efter 54 minutters spil efter Moussa Sissokos indlæg til Aleksandar Mitrovic, men serberens hovedstød kunne ikke overliste Vito Mannone i målet.

Læs ogsåJapansk saksespark bringer Leicester tættere på guldet

Newcastle-keeper Rob Elliot måtte også finde en stor redning frem i det livlige opgørs 57. minut, da Patrick van Aanholts skud havde retning mod målhjørnet.

Sen udligning af Newcastle

Sunderland trak sig en anelse tilbage, mens Newcastle jagtede udligningen med fokus på indlæg i feltet fra især Andros Townsend. Men de store Sunderland-forsvarere stod klar.

Det gjorde de ikke efter 82 minutters spil, hvor Newcastle sendte endnu et indlæg ind over mål. Denne gang var det Giorginio Wijnaldum, som sendte en aflevering afsted mod fjerneste stolpe, hvor Aleksandar Mitrovic kunne heade sit foreløbig vigtigste scoring i mål for Newcastle fra en spids vinkel.

Læs ogsåOversigt: Dyrest at være Liverpool-fan

Begge hold gik efter endnu et mål de sidste minutter, men uafgjort var et meget godt billede af forløbet i et dramatisk opgør.

Liverpool slået af Southampton-comeback

I eftermiddagens andet opgør i England var Liverpool på vej til påføre Southampton et stort nederlag, da Joe Allen efter 32 minutter troede, han havde scoret til 3-0.

Men målet blev annulleret, og så indledte hjemmeholdet fra Southampton et flot comeback, hvor der endda blev brændt et straffespark på vejen mod en 3-2-sejr til hjemmeholdet.

Med sejren rykker Southampton på syvendepladsen, mens Liverpool er nummer ni.

Redaktionen anbefaler

Spansk toptræner skal redde engelsk traditionsklub

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce