Straks løb den lille mørkhårede angriber tilbage mod sine nye holdkammerater, knyttede næven, gav den kølige luft en mavepuster og råbte glæden ud. Tydeligt glad, lettet.

Sådan så FC Københavns Mustafa Abdellaoue ud, da han torsdag 2. februar scorede danskernes enlige mål i 1-1-kampen mod den russiske rigmandsklub Ansji. Målet var meget mere end en udligning i vinterturneringen Copa del Sol ved den spanske sydøstkyst. Det var angriberens første for FCK og hans første skridt på vej mod at etablere sig i en storklub. Et skridt på vej ud af storebrorens skygge.

»I lang tid har jeg nok mest været kendt som hans lillebror. I hvert fald i Norge«, siger Mos om storebror Mohammed Abdellaoue, der bærer kælenavnet Moa og de seneste år har haft stor succes i tyske Hannover samt på det norske landshold.

»Det er måske naturligt, at det har været sådan, fordi brormand har gjort det så godt. Men han gør sit, og jeg gør mit. Det er nu engang mig, der er hentet til København, det er ikke ham, og derfor er det vigtigt for mig at vise, at jeg selv kan præstere. Jeg er mig selv, ikke Moa«, siger Mos.

LÆS OGSÅDen ny FCK'er er smart i feltet og rammer målet

Det er ellers let at blande brødrene Abdellaoue sammen. De er begge angribere, har kort, bølget sort hår, store brune øjne, markante øjenbryn, og så har de næsten altid fulgtes ad – i fodboldkarrieren og i livet som sådan. Hvis ikke det var, fordi Moa sparkede med venstre ben og Mos med højre, ville det være svært at kende dem fra hinanden, når de dribler, sparker, scorer mål på den opkridtede græsplæne.

Brødrene passede skole og bold
De kom til verden i 1985 og 1988 i den nordøstlige del af Oslo. Fire-fem kilometer øst for nationalstadionet i Ullevaal. Som børn af to marokkanske indvandrere voksede brødrene Abdellaoue op i forstaden Sinsen – et slumkvarter med dårlige betonbyggerier, fattige familier, mange arbejdsløse, folk på kant med loven og overvægt at indvandrere. Indimellem bliver området blot omtalt som Oslos vejkryds, fordi to af hovedstadens største trafikårer passerer hinanden der.

Det bekymrede imidlertid ikke Moa og Mos. De passede bare deres skole og spillede så ellers fodbold, så snart de kunne komme til det. Når de gjorde det, var de glade.

»Vi har spillet sammen hele tiden, og det blev til meget fodbold efter skole. I gårdene, på græsplænerne og også i stuen«, husker Mos.

LÆS OGSÅFællessproget i FCK er fodbold

»Altid har vi haft en bold ved siden af os, som vi har leget med. Vi var virkelig fodbolddrenge, og det er nok også derfor, at vi har kunnet drive det til noget inden for sporten. Men samtidig var det vigtigt at fuldføre skolen«, siger lillebroren.

Han spillede bare for sjov. Først da han som 1. års junior blev rykket op på seniorholdet, gik det op for ham, at han havde et særligt talent for at få den lille kugle til at makke ret. Ligesom Moa spillede Mos i 2. divisionsklubben Skeid, der havde været en storklub engang tilbage i 1960’erne og 1970’erne, hvor den både havde vundet det norske mesterskab og deltaget i de europæiske turneringer.

Lillebror kæmpede
Som 19-årig tyrede Mos det ene mål ind efter det andet i Norges tredjebedste række, og det var nok til, at storklubben Vålerenga tegnede kontrakt med ham. Et år tidligere havde samme hold hentet Moa. Og det var i tiden i Vålerenga, at de to Abdellaoue-brødre gled lidt fra hinanden. Ganske vist spillede de enkelte kampe sammen, men Moa slog uden problemer sit navn fast, mens Mos kæmpede for overhovedet at komme på banen.

Storebror blev klubtopscorer et par gange, blev solgt til Hannover, fik succes i Tyskland og blev fast mand på landsholdet. Lillebror blev sendt ned på andetholdet. På den måde trådte Mos længere ind i Moas skygge, mens han kæmpede sin egen kamp for at slå til. For at bevise, han var mere end bare successpillerens lillebror. I starten af 2011 var Vålerengas tillid til Mos så lille, at klubben lejede ham ud til Tromsø.

LÆS OGSÅFCK har købt en fan, der vil være anfører

»Det var utroligt vigtigt for mig at blive lejet ud, så jeg kunne begynde at få spilletid. Ellers ville jeg måske stoppe med at udvikle mig, men nu endte det jo med at gå lige omvendt. I Tromsø fik jeg tillid, trænede hårdt, og så kom målene. Jeg udviklede mig utroligt meget«, siger Mos.

I 32 kampe scorede han 22 mål for Tromsø, der vandt sølv, mens Vålerenga sluttede som nummer syv. Og Mos, han blev topscorer i Tippeligaen og begyndte lige så stille rejsen ud ad Moas skygge.

Det er de præstationer fra 2011, der nu har fået FCK til at hente den hurtige, afslutningsstærke angriber til klubben, hvor han det næste halve år er tiltænkt en rolle som lærling. Præcis som holdets tre topangribere, Dame N’Doye, César Santin og Morten Nordstrand, i sin tid brugte et halvt års tid på at falde til hos de danske mestre. Derefter er det Mustafa Abdellaoues tid til at frigøre sig endeligt af storebror Mohammeds skygge.

LÆS OGSÅDen rolige og bestemte FCK-chef har sat skik på rollerne

»Jeg blev lidt overrasket over, at Skandinaviens største klub var interesseret i at hente mig. Men på den anden side havde jeg vist mig godt frem, og jeg føler, at jeg er klar til at udvikle mig her. Nu skal jeg lige falde til ro i landet, vænne mig til spillesystemet, og så vil jeg kæmpe for at etablere mig. Bevise, at jeg er mig selv, og at jeg kan præstere«, siger Mos.

FACEBOOKBliv ven med Politiken