Annonce
Annonce
Fodbold

Fodboldredaktøren: Brøndbys Oscar i højhastighedsjagt på ny træner

Det bliver spændende at følge, om Auri Skarbalius sidder på bænken hele foråret.

Hvordan skal det gå Brøndby i foråret med Auri Skarbalius som vikartræner? Manden, der helst ville have været fri for at blive pålagt et større ansvar og bare ønskede sig at fortsætte stille og roligt som træner for klubbens U19-hold. Manden, som både er den træner i Superligaen lige nu med det dårligste pointgennemsnit, 0,85, og den af i alt ti Brøndby-trænere i Superligaen med det værste pointregnskab, 1,19 per kamp.

Det var typisk Skarbalius og en sympatisk melding, han kom med, da han sagde, at han selvfølgelig ville adlyde og gøre, hvad klubben bad ham om. Han har et stort Brøndby-hjerte, men det var da ikke så smart at fortælle spillerne og omverdenen, at han nu skal varetage et job, han ikke bryder sig særligt meget om.

Hvad nu, hvis Brøndby ikke kan slå Randers FC i dag og laver dårlige resultater de næste to-tre kampe og ikke kvalificerer sig til pokalfinalen i to semifinalekampe mod enten FC København (mest sandsynligt) eller Randers FC? Holder ledelsen så fast i Skarbalius sæsonen ud? Det kan man tvivle på.

Hvad der helt sikkert sker lige nu, er, at bestyrelsesformanden og klubejeren Jan Bech Andersen, eller bare Oscar, og hans rådgivere sætter ekstra fart i bestræbelserne på at få alt på plads med træneren, som skal tage over senest i sommerpausen. Det kan blive ’en stor kanon’ fra udlandet – og næppe Morten Wieghorst. Den nye boss skal straks i gang med at forberede sig, pege på spillere, der skal væk, og nye, der skal ind. Og hvis Skarbalius kæntrer (det vil sige fjerner sig langt fra tredjepladsen) med holdet i løbet af foråret, kan det ikke udelukkes, at den nye stærke mand tiltræder straks.

En gåde: Kun 7 hjemmebanemål

Vestegnsklubben har bestræbt sig på i dag at få ekstra mange tilskuere på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet altid bliver bakket flot op. Den store undren er, at holdet og spillerne ofte ikke giver fansene, hvad de vil se. Mange sejre og mål på hjemmebane. Det er utroligt, at Brøndby har en målscore for ti kampe på 7-8. Der er plads til at nævne målscorerne: Pukki 2, Rashani, Albrechtsen, Christian ’Greko’ Jakobsen, Elmander, Kamil Wilcek. Bundproppen Hobro har også lavet syv hjemmebanemål, men for kun ni kampe.

Auri Skarbalius må vel tale med angrebstræner Mark Strudal og bede ham stramme sig endnu mere an, når han arbejder med angriberne. Brøndby-holdet har stor boldbesiddelse i alle kampene og er et af de hold, der har flest chancer og afslutninger. Til Strudals ’forsvar’ skal det straks nævnes, at Brøndby jo er det hold, som scorer flittigst af alle på udebane. Forklaring? Det må bl.a. være, at gæsteholdene i Brøndby stiller sig langt tilbage og forsvarer med mange folk. I udekampene er der bedre plads til kontraspil, og det har Brøndby udnyttet fornuftigt.

Brøndby.  Stadion lægger søndag græs til kampen mod Randers. - Foto: Jens Dresling.

Under den fratrådte Thomas Frank blev der brugt 27 spillere i de første 20 superligakampe. Måske vil Skarbalius bestræbe sig på færre udskiftninger fra kamp til kamp. Men han arver problemet med Daniel Agger og Thomas Kahlenberg. To med landsholdsklasse, når de er i orden og i form, og stærkt savnet som ledere, når de plejer skader.

Det er klart, at spillerne i dag vil stå tæt sammen, knytte næverne og gøre alt for med en stærk præstation at forklare Jan Bech Andersen, at han både har været unfair og uretfærdig, når han har kritiseret indkøb, navngivne spillere (bl.a. Johan Elmander) og Thomas Frank.

Lebogang Phiri, Frederik Holst og Martin Albrechtsen var med på det Brøndby-hold, som 20. maj 2013 vandt 1-0 i Horsens og undgik nedrykning. Auri Skarbalius var træner, men blev sat fra bestillingen i klubben, hvor Michael Laudrup har det bedste superliga-pointsnit, 1,96. Åge Hareide er nummer to med 1,81 og Tom Køhlert nummer tre med 1,71. Nu er den 42-årige litauer tilbage på trænerbænken, og det er rigtigt, som sportschef Troels Bech siger, at det er lidt uretfærdigt at sammenligne trænernes pointregnskab. Det handler jo meget om det spillermateriale, træneren har til rådighed.

Frank styrket, Auri under pres

Thomas Frank elskede at være Brøndby-cheftræner, men kunne kun gøre, som han gjorde med stor værdighed, og han er kommet styrket ud af afskeden med Brøndby, helt sikkert. Auri Skarbalius, der er rykket ud af Superligaen med både HB Køge og Viborg (som han fik op igen) og har to skuffende niendepladser med Brøndby, elsker U19-holdet.

Hvordan vil det gå med ham som superligatræner igen? Hvis han kan være med til at sikre tredjepladsen, vil han kunne være glad og tilfreds. Men efter ugens begivenheder er chancerne for, at Brøndby lever op til sæsonmålsætningen, blevet forringet.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Da Brøndby-formanden satte sig over 'ingen over fællesskabet'

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce