Ståle Solbakken og FCK har med seks nederlag tabt lige så mange kampe i denne sæson som i de to foregående sæsoner tilsammen
Foto: Anita Graversen

Ståle Solbakken og FCK har med seks nederlag tabt lige så mange kampe i denne sæson som i de to foregående sæsoner tilsammen

Superligaen

Krise: FCK skal finde løsninger før jul

Kritikken af FCK-holdet er helt berettiget, siger manager Ståle Solbakken.

Superligaen

Egentlig lød det meget overbevisende, hvad FC Københavns træner Ståle Solbakken havde at sige før udekampen mod SønderjyskE søndag eftermiddag. Den 49-årige nordmand vurderede, at hans spillere havde haft godt af landskampspausen – især dem, der havde spillet meget i løbet af efteråret.

Og med sig i bussen til Haderslev havde han tilmed et stykke superligahistorie, som trods nogle ugers resultatmæssig ubalance gav god grund til optimisme. FC København havde i 35 ligaopgør aldrig tabt til sønderjyderne.

Lad det være sagt med det samme: Ståle Solbakken havde næppe samme vurdering og slet ikke samme flotte statistik med sig på turen hjem fra den sønderjyske domkirkeby.

Faktisk må hjemturen have været både koldere og mere foruroligende, end han på nogen måde kunne have drømt om på forhånd.

FC København tabte kampen 3-0. Og måden, det skete på, afslørede med al tydelighed, at den københavnske krise stikker dybere end bare de seks seneste ligakampe, der kun har kastet 4 point af sig.

To af de spillere, som ifølge Solbakken måtte have haft godt af landskampspausen, Denis Vavro og Michael Lüftner i midtforsvaret, virkede usikre og komplet blottede for selvtillid.

Samtidig havde de tre spillere i startopstillingen, der i den forgangne uge kvalificerede sig til VM med deres land, ikke meget held med at overføre deres VM-glæde og tro på fremtiden til den FCK-trøje, der i gårsdagens anledning var grå-sort. Meget sigende for præstationen.

Vi kommer ikke uden om, at vi laver nogle store individuelle fejl

Den ene af VM-heltene – den svenske målmand Robin Olsen – var sågar manden, der satte hele nedturen i gang. Efter at have holdt en flok italienske verdensstjerner fra fadet i 180 minutter i VM-playoffen, så tog det ham blot 68 sekunder at begå sin første brøler i klubtrøjen, da han kludrede med en indlægsbold fra værternes Stefan Gartenmann. Bolden skulle have været slået ud til hjørnespark, men havnede i stedet via overliggeren for fødderne af den tidligere Brøndby-spiller Christian Jacobsen, der uden problemer kunne sende den i nettet.

»Vi kommer ikke uden om, at vi laver nogle store individuelle fejl, der koster 2 mål før pausen, og den slags skal vi selvfølgelig eliminere i spillet«, lød dommen fra Ståle Solbakken til FCK’s hjemmeside.

»Vi er ikke dygtige nok. Det er jeg helt på det rene med«, sagde han senere til Canal 9.

Netop det forhold er han nu pisket til at lave om på, hvis klubbens erklærede mål om mesterskab og kvalifikation til europæisk fodbold skal gå i opfyldelse.

Vi må finde løsninger på det før jul. Kritikken er helt berettiget

Klubben virker nu håbløst distanceret til toppen af tabellen, hvor det mere og mere ligner et opgør mellem Brøndby IF og FC Midtjylland om mesterskabet.

Så grelt står det til, at københavnerne halser 14 point efter ærkerivalerne på førstepladsen og ikke har været ringere placeret i ligaen efter 16 kampe i 13 år. Kun målscoren holder p.t. københavnerne fra at falde ud af den top-6, der om 10 spillerunder bliver lagt fast for den resterende del af sæsonen.

»Vi må finde løsninger på det før jul. Kritikken er helt berettiget, og vi må stå på mål for vores resultater«, sagde Ståle Solbakken og tilføjede:

»Nu må vi tage de næste kampe og kæmpe os videre i Europa og få så mange point samlet sammen i Superligaen«.

Allerede på torsdag venter Lokomotiv Moskva på udebane i Europa League – her vil en sejr bringe klubben videre i turneringen – inden Lyngby, der for 6 uger siden satte FCK’s nedtur i gang med en 3-1-sejr, er klar til en revanche i Parken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce