Historien gentager sig, også fodbold-historien.

I 1986 debuterede Danmark i en VM-slutrunde med en 1-0-sejr over Skotland i Queretaro, og 12 år efter gjorde det rød-hvide landshold så i aftes comeback i verdens største finalestævne med en tilsvarende smal sejr over Saudi-Arabien i Lens. En helt fortjent dansk gevinst, der fik nederlagene i opvarmningskampene til at gå i glemmebogen - ligesom spillets og kampens kvalitet vil gøre det lynhurtig her i Frankrig.

Danskerne var spilstyrende mod et svagt, tamt og ufarligt saudi-arabisk mandskab, og de rød-hvide skabte en række chancer, som burde have ført til en mere sikker sejr. Men det danske spil havde bestemt ikke høj VM-klasse. Det gik ofte for langsomt med at føre bolden fremad banen, der var for lidt bevægelse og fantasi i kombinationerne, for mange dårlige afleveringer, og der blev ikke spillet direkte nok mod et saudi-arabisk hold, som ikke havde meget at byde på.

Saudierne spillede potensløst shortpassing uden fremdrift og ideer, og bortset fra til allersidst, da der bredte sig en lille smule panik over det danske hold, så Saudi-Arabien kunne sætte noget, der lignede en lille slutspurt ind, havde Schmeichel og Co. ingen problemer med at lukke af og spille til nul. Marc Rieper var en gigant i den bageste kæde, med stærkt hovedspil, konsekvente indgreb, fine pasninger ud af forsvaret, og han var en trussel mod keeper Mohammad Al-Deayeas mål, når han løb med frem.

Tillykke.  Kongen - Michael Laudrup - gratulerer Rieper med scoringen. - Arkivfoto: KOM AGERSTEN

Lige ved
I første halvleg var Rieper lige ved at prikke bolden i nettet efter et indkast - og efter godt en times spil afgjorde den store mand fra Celtic kampen, med sit andet landskampmål. Søren Colding sparkede bolden ind i feltet, hvor Martin Jørgensen fik fat på den og lagde den ud til Brian Laudrup, som med en præcis centring spillede Rieper fri til det hovedstød, der sørgede for 1-0-sejren.

Høje bolde var et våben, danskerne benyttede sig meget af - og grunden til, at landstræner Bo Johansson havde valgt at satse på Schjønberg i stedet for Heintze på venstrebackpladsen og, overraskende, Morten Wieghorst i stedet for Allan Nielsen på midtbanen i den forventede 4-4-2-formation.

Danskernes hjørnespark var farlige, og der var flere situationer, hvor hovedstødscentringer førte til måltilbud. Wieghorst sparkede over på et Schjønberg-oplæg, og Ebbe Sand gjorde det samme, da han fik bolden serveret af Wieghorst.

God fornemmelse
Straks i anden halvleg brændte unge Martin Jørgensen med et skud lige på målmanden en stor såkaldt 'løs chance', men alligevel havde man på fornemmelsen, at danskerne ikke kunne undgå at vinde kampen mod VM-turneringens hidtil svageste hold.

Martin Jørgensen kunne i øvrigt ikke - og det havde vel også været for meget at forlange - leve op til den storslåede præstation, han lavede mod Cameroun. Han virkede en smule benovet, sjuskede med en del afleveringer, indimellem at han ihærdigt forsøgte nogle gennembrud og viste mod og aggressivitet. Brian Laudrup, især i første halvleg, optrådte som den mest kreative, uberegnelige igangsætter og oplægger i front på det danske hold, hvor Ebbe Sand, omend energisk og flittig, ikke var skarp, hurtig og farlig nok, og man sad og ventede på en udskiftning af Sand med Molnar eller Peter Møller Nielsen.

Lillebror Laudrup arbejdede på skift i venstre og højre side, hvor han med udfordrende driblinger, smarte tekniske detaljer og ryk var den, som voldte det saudi-arabiske forsvar størst kvaler. Det var ikke alt, hvad Brian Laudrup lavede, der lykkedes, men han viste en klar opadgående formkurve - og det lå i luften, at han ville stå for en afgørende aflevering.

Eksperiment lykkedes
Thomas Helvegs placering på den centrale midtbane var en diskutabel trænerdisposition, fordi det er en uvant plads for en højrekantspiller - men eksperimentet lykkedes. Thomas Helveg, der har spillet svagt i flere landskampe i træk, var en af de bedste danskere.

Han læste spillet godt, placerede sig rigtigt, vandt nærkampene, fangede mange bolde og slap fornuftigt og klogt af med den igen i de fleste tilfælde. Morten Wieghorst havde lidt for store bevægelser, for mange boldtab og løb for meget forgæves, og Søren Colding mistede af og til på højrebackpladsen roen og overblikket og sparkede mange lange adresseløse centringer, men han arbejdede godt defensivt.

Jes Høgh havde intet besvær med at styre forsvaret og stå nede bag ved og lukke af, men man kunne godt have tænkt sig, at han havde bidraget mere til spillet fremad banen, både med afleveringer og med fremløb. Michael Schjønberg sørgede for at dække effektivt op i venstresiden, han var en trussel i luften foran Saudi-Arabiens mål, og han prøvede ihærdigt at trykke på og komme af sted langs venstrekanten.

Schmeichel var overflødig
Inde i det danske mål havde Peter Schmeichel ikke særligt meget at se til, men han udstrålede autoritet og stor sikkerhed, han var vågen hele tiden og en god dirigent. Og han var jublende lykkelig, da den argentinske dommer fløjtede for sidste gang.

Det var alle i den danske lejr på en kølig juniaften, da resultatet var bedre end spillet. 1-0 var godt nok til at tænde et håb om, at Danmark i hvert fald når til ottendedelsfinalerne i VM-slutrunden, ligesom i Mexico for 12 år siden.