På det stadion, hvor Danmark for nøjagtig 14 år siden på dato, 24. juni 1984, led det ærgerlige straffesparksnederlag til Spanien i EM-semifinalen, var det i går en flok anderledes tilfredse danske tabere, som forlod grønsværen på Stade de Gerland efter 1-2-mødet med de franske VM-værter.

Med bistand fra Saudi-Arabien, der spillede uafgjort mod Sydafrika og dermed hindrede sydafrikanerne i for alvor at true Danmarks andenplads i gruppe C, løste danskerne billet til ottendedelsfinalerne. Dermed er Danmark, ligesom i VM-slutrunden i Mexico i 1986, blandt verdens 16 bedste - og det er en præstation, landstræner Bo Johansson og hans spillere har grund til at være meget glade for og stolte over.

Midt i anden halvleg, da det rygtedes, at Saudi-Arabien havde bragt sig foran mod Sydafrika, hyldede de danske tilskuere på tribunerne i Lyon højlydt saudi-araberne. På det tidspunkt i anden halvleg vidste man, at afgørelsen i gruppen var sket - og der var altså heller ikke særligt meget at klappe af, hvis man var dansker på Stade Gerland.

Solisten hed laudrup
Det defensivt indstillede danske hold i en 4-5-1-formation uden en 'rigtig angriber' på toppen, hvor Brian Laudrup optrådte som solist, blev i perioder nærmest udspillet af et godt fodboldhold, der spillede i en fleksibel 4-3-3-formation med to mand helt fremme og den snu Djorkaeff som 'tredjeangriber'.

Franskmændene afleverede bedre end danskerne, behandlede bolden med mere omtanke og bedre teknik, og de skabte langt de fleste afslutninger og chancer og vandt meget fortjent. Det siger en del om opgørets ensidighed, at Danmark fik sit førte hjørnespark efter 47 minutter, og at det første danske skud på mål inden for målrammen kom i 'overtiden'.

Tæt på 2-2
Stig Tøfting fyrede et frispark af, som målmand Barthez var ved at fumle ind til 2-2. Mens franskmændene, der lagde flot ud, spillede nydeligt kombinationsbold og varierede godt mellem korte og lange afleveringer, var Danmarks recept kontra-fodbold ud fra en massiv defensiv. I første halvleg var der gode tendenser, når den ivrige, initiativrige Martin Jørgensen kom af sted i højre side, og Michael Laudrup fik tid og plads til at lægge nogle gode stikninger i dybden og nogle både godt sete og smart udførte centringer ind over det franske forsvar.

Ofte var Brian Laudrup imidlertid alene fremme. Han driblede og ventede på at få støtte bag fra, men den kom sjældent, og derfor blev kontrafremstødene sjældent ført hele igennem. Brian Laudrup, der spillede bedre, mere frækt og gennembrudsfarligt i de foregående kampe, havde et flot skud i første halvleg, hvor storebror Michael lagde fornemt op til ham.

Hurtig Laudrup-hjerne
Og lige før pausen arbejdede Michael Laudrups fodboldhjerne igen lynhurtigt ved et frispark. Han spillede bolden ind i feltet til Martin Jørgensen, der havde opfattet anførerens idé, og venstreforsvareren Candela måtte lave straffespark på Martin Jørgensen.

På det udlignede Michael Laudrup sikkert til 1-1. Jes Høgh lavede dagens første straffespark med en for sent glidende tackling, der fældede Trezefuet, så Djorkaeff kunne bringe Frankrig i spidsen 1-0 i kampen, der blev afgjort efter på Petits flade hårde skud til 2-1. Ved 1-0 var franskmændene flere gange med skud og indlæg tæt ved at øge til 2-0, og de var sent i kampen nærmere 3-1, end danskerne var 2-2, bortset altså fra da Tøfting forsøgte sig.

Det lignede noget...
Det danske spil - i lange perioder præget af meget sparkeri og dårlige afleveringer - 'lignede noget' i starten af anden halvleg, hvor der var fremdrift, bevægelse og ideer i kombinationerne. Men det stoppede, da franskmændene kom foran 2- 1. Alligevel er der da grund til at fremhæve en god dansk indstilling, fighter- og arbejdsvilje på en stegende hed onsdag. Især den centrale midtbanemand Allan Nielsen lyste op med en voldsom energisk indsats og en masse fornuftigt og rigtigt spil.

Fans.  Datidens hotte underholdningsdup 'Papkasseshow' var i Frankrig for at fyre op under de danske tilhængere. - Arkivfoto: JAN UNGER

Han var bolderobrer, igangsætter med omhyggelige pasninger, han førte mange bolde frem, og han lagde flere præcise skift til fløjene. Og var den af midtbanefolkene, som løb mest i dybden. Michael Laudrup, i en mere fri og central rolle end i 4-4-2- systemet, lavede de mest gennemtænkte detaljer, men havde også en del boldtab, og både Thomas Helveg og Michael Schjønberg havde problemer med at få bremset og stoppet franskmændenes midtbanefolk, og især Helveg skilte sig dårligt af med bolden i en række tilfælde og havde svært ved at finde sin rette placering i første halvleg.

Schjønberg var god i luften og fik desuden et par indlæg ind fra venstre - men der var ingen til at tage imod dem. Jacob Laursen blev utilpas og lod sig udskifte i pausen, så Søren Colding, der tilbød sig bedre på højrekanten, fik sin plads tilbage på holdet, hvor Jan Heintze var med fra start for første gang i slutrunden.

Heintze optrådte med beslutsomhed, udstrålede rutine, han vandt mange nærkampe, og han afleverede kort og klogt. Inde på midten havde Jes Høgh visse placeringsproblemer ved høje indlæg, og han lavede et såkaldt unødvendigt straffespark.

Klasseredninger af den store målmand
Til gengæld fik han et par gange blokeret godt, når franskmændene kom på skudhold, og hans makker, Marc Rieper viste den sædvanlige luftstyrke og effektive opdækning foran Peter Schmeichel.

Målmanden brillerede med flere klasseredninger, var sikker i indgrebene i luften - men udsparkene, mange af dem, var han alt for sjusket med. I en kamp, hvor Leboeff og Desailly havde let spil i det franske forsvar, Vieira og Petit viste deres klasse, blev det atter understreget - hvad vi alle jo så udmærket vidste på forhånd: Frankrig har et bedre hold og når længere i VM- slutrunden end Danmark.

Men - i fodbold kan alt ske, siges det. Måske spiller de rød-hvide pludselig en pragtkamp i ottendedelsfinalen på søndag aften i Paris. Håbet og drømmen har vi da lov at have ...