Annonce
Annonce
Annonce
Fodbold 8. sep. 2012 KL. 22.37

0-0 var en stor skuffelse

Danmark skabte chancer nok, men kunne ikke afgøre VM-kampen mod Tjekkiet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Under Morten Olsen har det danske fodbold-landshold aldrig tabt den første kvalifikationskamp i EM- og VM-turneringerne. Det er sådan set en udmærket statistik.

Men 0-0 på hjemmebane mod et svagt tjekkisk VM-hold er bare for dårligt. En skidt start på den lange vej mod slutrunden i Brasilien om to år for Olsen og hans mænd, der nu kan se frem til tre udekampe i de næste runder i gruppespillet.

Cech viste klassen
Mod et gæstemandskab, der spillede defensivt og forsvarede sig langt tilbage på banen det meste af tiden, var danskerne i boldbesiddelse hovedparten af tiden og producerede afslutninger og chancer nok til at vinde en sikker sejr.

Men Tjekkiets stjernemålmand Petr Cech viste sin klasse – bl.a. da Leon Andreasen fyrede af i slutfasen og mange havde set bolden i nettet til et sent dansk sejrsmål. Og i mange andre situationer var danskerne ikke koldblodige og resolutte nok foran mål. Der manglede koncentration, overblik og skarphed, og derfor slap Petr Cech og hans forsvarere med skrækken.

Ingen overraskelser i angrebet
Især i første halvleg spillede Danmark for langsomt i perioder, så tjekkerne kunne stå tilbage og læse, hvad der ville ske. Der manglede overraskelser i angrebsspillet, og det hæmmede aktionerne i venstre side, at den højrebenede Daniel Wass hele tiden var nødt til at gå ind i banen med bolden. Man savnede en dygtig venstreforsvarer til at drøne opad linjen og lægge bolden ind med venstrebenet.

Morten Olsen havde valgt at bruge FCK’eren Thomas Kristensen på den centrale midtbane som makker til William Kvist, og Nicolai Jørgensen som førsteangriber på karantæneramte Nicklas Bendtners plads. Thomas Kristensen gjorde det hæderligt, men kunne ikke sætte power på spillet. Og der manglede flere løb fra midtbanen op gennem kæderne til at skabe bevægelse i variation i spiller.

Andreasen gjorde en forskel
Det blev ændret, da Leon Andreasen kom ind til et comeback efter at have været væk fra landsholdet i næsten tre og et halvt år. Han kom til fire afslutninger – og var altså ved at blive matchvinder – og Morten Olsen vil måske ærgre sig over, at Andreasen ikke var i startopstillingen?

Den 19-årige Andreas Cornelius kom ind til debut – den 99. debutant i Morten Olsens 133 kampe som landstræner – og var med til at skabe frygt i det tjekkiske forsvar med sin fysik og luftstyrke. Landstræneren tog Nicolai Jørgensen ud til fordel for Cornelius, men det kunne have givet større slagkraft i slutfasen, hvis Olsen havde valgt at spille med både Jørgensen og Cornelius på toppen og brugt flere lange bolde op mod det tjekkiske mål.

Eriksen havde det svært
Han kunne have taget Christian Eriksen ud i stedet for Nicolai Jørgensen. Eriksen havde svære arbejdsbetingelser og var slet ikke så kreativ, opfindsom og chanceskabende, som det var ønsket og håbet.

Til gengæld var det imponerende, at Simon Kjær var så totalt dominerende i det danske forsvar. Han var suveræn i luften, drønstærk i nærkampene, han vandt alle dueller og gjorde det meste rigtigt med bolden. Han var den bedste dansker i en kamp, der ikke vil blive husket længe.