Glæden var ikke til at skjule for landstræner Åge Hareide, da landsholdstruppen i nat landede i Københavns Lufthavn.
Foto: Mikkel Thuesen

Glæden var ikke til at skjule for landstræner Åge Hareide, da landsholdstruppen i nat landede i Københavns Lufthavn.

VM-kvalifikation

Trætte VM-helte i Kastrup: Bendtner vil bare hjem, Sisto er udmattet efter UNO og Kvist håber på en sidste dans i Rusland

Bag det trætte ydre og søvnige øjne gemte sig et lykkeligt VM-smil hos de danske spillere, da de i nat ankom til Københavns Lufthavn. Politiken var taget ud for at ønske landsholdet velkommen hjem og tillykke med VM-kvalifikationen.

VM-kvalifikation

Fire dannebrogsflag er klistret op på ruden i paskontrollen.

Men bortset fra dem er der ikke meget, der indikerer, at Københavns Lufthavn om få minutter får besøg af de rød-hvide sejrherrer.

Det er ikke mere end syv timer siden, at landsholdet udraderede de grønblusede irere 1-5 på Aviva Stadium i Dublin og velfortjent kunne lade sig hylde af de medrejsende roligans for en ualmindelig flot præstation.

Det her er det største, jeg har været med til som træner

Da dørene pludselig åbner op til flyrampen, kommer et træt, men lykkeligt og stolt mandskab til syne.

»Det her er det største, jeg har været med til som træner. Det er jo fantastisk at kunne tage Danmark med til VM i første forsøg – det er flot og fint. Takket være mange gode kollegaer og spillere, så klarede vi det«, lyder reaktionen fra landstræner Åge Hareide.

Om bord på flyet hjem fra Dublin har holdet hørt musik, drukket bajere og spillet UNO.

Det sidste har tilsyneladende taget hårdt på især Pione Sisto, der leverede en genialitet af  en tunnel, inden han spillede bolden på tværs af irernes målfelt til Andreas Christensen, der bragte Danmark på 1-1.

»Jeg er færdig – helt færdig. Jeg er slet ikke den rigtige til at stille spørgsmål lige nu«, siger en udmattet Sisto.

Absolut glædesfølelse

På vej ned mod bagageudleveringen fanger Politikens udsendte midtbanegeneral William Kvist, der går og kaster sin vandflaske højt op i luften for efterfølgende at gribe den igen.

»Den her sejr rangerer enormt højt. Jeg tror bedst, at jeg kan beskrive det, som en af de reneste glædesfølelser, man kan opleve«, siger William Kvist.

Der var op til gårsdagens play-off kamp en del snak om, hvorvidt opgøret mod Irland ville være den 32 årig FCK-spillers sidste kamp i de rødhvide farver, hvis det ikke skulle lykkes for danskerne at vinde kampen.

Og den tanke medgiver William Kvist da også at have tænkt.

»Jeg er en gammel herre efterhånden i det her game. Og hvis jeg kan få den sidste dans med i Rusland, så vil det betyde meget og være stort for mig. Det vil jeg ikke lægge skjul på. For mig personligt vil det være en fin måde at kunne give landsholdet videre til nogle andre«, fortæller han.

Jeg tror bedst, at jeg kan beskrive det, som en af de reneste glædesfølelser, man kan opleve

’Lord’ vil gerne hjem

Der ser ud til at være langt op, da Nicklas Bendtner rejser sig fra sin plads på en mørkegrøn bænk ved siden af bagagebåndet i Københavns Lufthavn.

»Kan vi ikke få fjernet alle de fotografer og journalister, så vi kan få vores bagage og komme hjem«, lyder det fra den danske publikums-darling, der har fået tilnavnet ’Lord’.

Nicolai Jørgensen og Peter Ankersen, der indtil for et øjeblik siden flankerede Bendtner på lufthavnsbænken, bifalder den spøgefulde kommentar, men forbliver siddende tilbagelænet, mens de tålmodigt venter på, at bagagebåndet begynder at rulle.

Der er ikke mange tilstedeværende i Københavns Lufthavn denne nat eller tidlig tirsdag morgen klokken 04.45, afhængig af om man er a- eller b-menneske.

Ud over Politiken er en lille håndfuld medier troppet op for at få de første reaktioner fra de trætte, men lykkelige, spillere og ledere fra DBU, der har sikret sig en billet til VM i Rusland næste sommer.

Lufthavnsvagter som velkomstkomite

Heller ikke i velkomsthallen er det til at få øje på begejstrede roligans i rødt og hvidt. Det danske landshold må tage til takke med fem sikkerhedsfolk i refleksveste, der er her for at sikre, at VM-drengene kommer trygt videre fra lufthavnen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Holdningerne til, om der i virkeligheden burde være dukket tiljublende fans op for hylde landsholdet ved hjemkomsten til Danmark, er dog blandede blandt lufthavnsvagterne.

»De har jo ikke vundet noget trofæ«, lyder det fra en af de gule veste.

Lufthavnsvagterne forsikrer om, at de er røde og hvide bag de gule og blå veste. Farverne er bestemt ikke er et udtryk for støtte til svenskerne.

Lufthavnsvagterne forsikrer om, at de er røde og hvide bag de gule og blå veste. Farverne er bestemt ikke er et udtryk for støtte til svenskerne.

»Men vi har selvfølgelig sagt tillykke - vi er jo dannede mennesker«, forklarer en anden.

En tredje er dog langt fra enige med de andre vagter i, at landsholdets play-off-sejr ikke nødvendigvis fortjener hyldest.

»Det her, er det største en fodboldspiller kan opnå. Og tænk bare på en fantastisk sommer vi nu kan gå i møde, med grill og bajere i haven og bold på skærmen«.

At kvalifikation til verdensmesterskab hører til i toppen af en fodboldspillers drømme med sin karriere, er William Kvist fuldstændig enig i.

»Der simpelthen bare noget stort over at være med blandt verdens bedste spillere. Det er hele verden, der samler sig i Rusland for at spille fodbold. Og det skal vi være med til. Det er da stort. Både personligt og som land«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce