Annonce
Annonce
Annonce
Håndbold 26. maj. 2012 KL. 17.18

THW Kiel er i den store finale efter drama

Torsten Laen og Füchse Berlin tabte Champions League-semifinalen 25-24.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Atmosfæren var intens, luften var ladet med spænding, der var lagt op til det helt store intertyske håndboldbrag i verdens bedste håndboldhal, Lanxess Arena i Köln, da mesterholdet THW Kiel tørnede sammen med opkomlingen fra hovedstaden, Füchse Berlin.

Kiels erfarne mandskab stillede op som klar favorit, men holdet fik en langt hårdere modstand end ventet. For Berlin-holdet, der er Champions League-overraskelsen i denne sæson sammen med AG København, solgte sig dyrt.

20.000 medlevende tilskuere
Kieler-mandskabet åbnede kampen med det voldsomme fysiske tryk, klubben altid er i stand til at levere i kraft af sin tunge og flot skydende bagkæde, der tæller så stærke spillere som svenskeren Kim Andersson – der formentlig spiller i AG København i næste sæson – og den stærke tjekke Filip Jicha samt franskmanden Daniel Narcisse på venstre back-pladsen.

Og det var et tryk, Füchse Berlin ikke afvise ­– og efter 10 minutters spil af denne første semifinale i fyldte, medlevende Lanxess Arena, hvor 20.000 tilskuere fulgte løjerne, var Kiel foran med 6-3.

7 minutter senere var stillingen 10-5 til Kiel, og det fik Berlins træner, Dagur Sigurdsson, til at skifte målmanden Silvio Heinevetter ud med Petr Stochl ­– og han fik bl.a. taget nogle af de fløjskud, Heinevetter havde problemer med.

Store afbrændere af Füchse
Langsomt fik den tidligere danske landsholdsspiller Torsten Laen og hans berliner-kammerater ædt noget af Kiel-forspringet, og da de to hold gik til pausen, var stillingen 15-12 til Kiel – og kampen var stadig åben.

Füchse Berlin indledte 2. halvleg med at brænde 3 såkaldte 100 procents-chancer – og den slags er der ikke råd til mod et hold som Kiel. Målmand Thierry Omeyer stod i vejen for 2 af afslutningerne.

Et par gange lykkedes det for Berlin-mandskabet at komme ind på blot et enkelt måls afstand – og det gav en stigende spænding i arenaen, som fornemmede en favoritdukkert.

Torsten Laen fik udlignet
Men den kom ikke. I hvert fald ikke i første omgang.

Kiel kunne svare igen – hver gang. Og bl.a. på 3 straffekast-scoringer fra Filip Jicha kom det tyske mesterhold foran 22-18 med 13 minutter tilbage af kampen. Det hele syntes afgjort, de ristede pølser og de store fadbamser ventede rundt om hjørnet.

Men selv om også de berlinske ræve har flere udgange på problemerne – og selv om Torsten Laen fik udlignet til 23-23 i den hæsblæsende afslutning – så kunne berlinerne ikke stoppe skytten Filip Jicha, som hele tiden bragte Kiel i front. Og det var også ham, der med sin 11. scoring gav Kiel sejren og finalepladsen gennem resultatet 25-24.