Tag dine tanker med dig i seng, for morgenen er klogere end aftenen«, lyder et gammelt russisk ordsprog.

Og det er, hvad forsvarsstyrmanden på det danske håndboldlandshold, den tidligere europamester Lars Jørgensen, har besluttet sig for: at gemme beslutningen om sin landsholdsfremtid under dynen i en måned – for derefter at lade den springe dugfrisk ud.

Og hvad det ender med, ved han ikke. For han, der netop nu er blevet 32 år, siger med klar stemme, at det at spille videre på landsholdet drejer sig om et længere seriøst forløb – og at beslutningen om at være en del af dette arbejde fortjener en lige så seriøs overvejelse.

»Det bør alle på holdet være sig bevidst. Det her handler ikke bare om at være med«, mener Lars Jørgensen.

LÆS OGSÅ Jørgensen slås videre: Jeg vil have guld igen

Som alle andre på det danske EM-landshold havde Lars Jørgensen en samtale med landstrænerparret Ulrik Wilbek og Peter Bredsdorff efter nederlaget til Kroatien og den ’mistede’ semifinaleplads.

En samtale, hvorunder Wilbek slog fast, at hvis man sagde ja til at spille videre på landsholdet, så sagde man også ja til et forløb, der omfatter VM i Sverige i 2011 og OL i London 2012.

LÆS OGSÅ Spillerne siger ja til Wilbek

Vigtigt med et mål
»Det er ikke et perspektiv, der skræmmer mig«, siger Lars Jørgensen. »Jeg kan godt lide, at der er et mål – om det så er 2012 eller 2014. For det fordrer, at man som spiller ikke kan tillade sig at optræde egoistisk og bare tage det, man har lyst til lige nu«.

»Jeg kunne eksempelvis bare tænke på mig selv og sige, at jeg snupper lige VM i Sverige med, for det kan da blive festligt at spille for mange danske tilskuere i Malmø. Men efter min mening vil det være forkert. Jeg synes, vi spillere skylder landsholdet at gøre op med egoismen og tænke på landsholdets bedste – og det vil sige, at hvis man ikke er parat til at give sig fuldt ud og gå hele vejen, så bør man overlade pladsen til et nyt talent«.

Lars Jørgensen fortæller, at han kan huske, hvordan han selv kom med på landsholdet for godt 10 år siden – nemlig på afbud fra spillere, der ikke ville mere.

»Det var efter VM i Egypten i 1999. Det var en lidt tumultagtig tid, hvor Leif Mikkelsen havde overtaget landstrænerjobbet efter Keld Nielsen, og jeg fik min debut i en playoffkamp i Georgien i september, hvor vi efter en 35 timers lang rejse vandt. Jeg havde i samme sæson vundet VM-guld med U-landsholdet i Qatar, og debuten på A-holdet og spilletiden ved det efterfølgende EM i Kroatien var med til at gøre mig god. Jeg synes derfor, at en anden spiller skal have chancen, hvis jeg kan mærke, at jeg ikke er helt motiveret«.

Umiddelbart efter nederlaget til Kroatien i Østrig – og mens han stadig dampede efter anstrengelserne og havde skuffelsen liggende lige under huden – sagde Lars Jørgensen, at han stadig havde drømme på landsholdets vegne. Og at han ikke selv var sat i verden for at spille om femtepladser, men om guldmedaljer.

LÆS OGSÅ Danmark tumler ud af EM

»Okay«, sagde han, »det er måske lige lovlig stærkt sagt, men det lyder godt, ikke?«.

Joh, det lød godt den aften i Wiener Stadthalle i den østrigske hovedstad. Men hvad siger han i dag, sådan lidt på afstand af det hele?

»At det som sagt var lidt kækt – og at der er så meget andet, jeg kan være skabt til«, svarer Lars Jørgensen og griner.

»Men jeg står fast på ambitionerne. Det handler om at tro på og arbejde for at komme videre fra femtepladsen og op på det sted, hvor vi hører hjemme. Og det er blandt de fire bedste hold i verden. Hvis det skal lykkes – og det bliver meget, meget svært, for udviklingen går stærkt hos mændene, hvor jævnbyrdigheden derfor bliver større og større – ja så skal alle yde 100 procent for landsholdet«.

»Og det vil koste mange kræfter – og netop dér ligger hele min overvejelse. Hvis jeg siger ja, er det ikke for at spille showkampe i Malmø eller runde 200 landskampe, det er jeg ligeglad med. Hvis jeg siger ja, så er det for at give alt og bringe holdet frem til en ny medaljechance. Den næste måned vil jeg tænke på, om jeg magter det«, siger Lars Jørgensen.