Manden i midten – det er playmakeren. Orkestrets dirigent, som kender den melodi, der skal spilles. Og som skal sætte musikerne i scene.

Det er ikke nogen let opgave: Den kræver overblik, beslutsomhed og en evne til ikke at gå i panik og få tunnelsyn.

Man kan også bruge dette billede: Den perfekte spilfordeler magter at have helikopterudsyn, mens han står på gulvet.

Kan slå lidt på stortromme
Samtidig med at vi anerkender funktionens sværhedsgrad, er den også blevet ’lettere’ i moderne håndbold på den måde, at playmakeren ikke er stationær.

Alle tre i bagkæden skifter nærmest konstant plads, ansvaret er delegeret mere ud – men normalt ikke mere, end det stadig er den udnævnte playmaker, der vælger og styrer det angrebssystem, der skal benyttes. Og som også beslutter, hvornår der skal ske noget andet. Fordi han kan se andre muligheder i det danske angrebsspil.

Hvor fortidens playmaker var den altstyrende dirigent, der optrådte en smule tilbagelænet, mens han spredte sine afleveringer, kræves det af vor tids, at han selv kan slå lidt på stortromme og være målfarlig.

Kroatiens Ivano Balic har gennem en årrække været den bedste af slagsen, Rasmus Lauges udvikling går ad samme sti.

De øvrige fem roller:

• Målmand:En styrke at være arrogant
• Streg:Det er et job for folk over 100 kilo
• Forsvar:Spillere, der ikke får lov at spille
• Back:Spillerne, der kan afgøre det hele
• Fløj:Artisten, der scorer fra 0 grader

FACEBOOKBliv ven med Politiken