Hvad var det dog, der skete, den kolde dag i Beograd?

Det skulle have været kampen, hvor det danske landshold – kørt til storskrald, kaldt tabere og fiaskofjols, dømt ude af turneringen og betegnet som »vi, de druknede« – gjorde et nærmest bizart og uvirkeligt comeback i EM-slutrunden – ja, hvor det danske hold skulle være sendt ud i Donau på røv og albuer af både det bragende serbiske publikum og det grådige serbiske landshold i en finale, der skulle være så medrivende og dampende, som aldrig før.

En underlig finale
Men sådan gik det slet ikke.

Danskerne, der tabte til Serbien i den indledende runde, var på intet tidspunkt bagud undervejs til 21-19-sejren og de eventyrlige guldmedaljer og titlen som Europamester 2012 – efter VM-sølv i 2011.

MINUT FOR MINUTDanmark er europamester

På den måde blev finalen ’underlig’. Og i perioder i anden halvleg virkede det nærmest som om, de serbiske spillere slet ikke troede på det, de var i gang med. Og derfor står finalen tilbage som en kamp, der kun glimtvis var spændende.

Ikke samme kraft på tribunerne
Gyset ramte aldrig rigtigt loftet. Dertil var det danske hold for taktisk klogt. Og på tribunerne var der slet ikke den kraft over det serbiske publikum, som vi havde oplevet tidligere i turneringen – og som også var langt mere markant, da Danmark mødte hjemmeholdet i EM’s første uge.

Og nu står det danske hold i en situation, som er ganske lun: Kvalificeret til VM i Spanien næste år – men først og fremmest kvalificeret til OL i London om et halvt år. Hvilket betyder, at den store OL-kvalifikationsturnering i Herning er aflyst. Og det koster håndboldforbundet en masse penge. Tre gange 11.000 tilskuere i Herning bliver ikke til noget. Til gengæld får holdet både en god sommerferie og de bedst tænkelige forberedelser til legene i den engelske hovedstad.

Lauge fik stor tillid
Ulrik Wilbek viste fra kampens start stor tillid til sin unge internationale komet, den bare 20-årige Bjerringbro-spiller Rasmus Lauge. For i stedet for at sende den mere erfarne Bo Spellerberg på banen for at styre den danske offensiv, pegede Wilbek på Lauge, som i en kritisk periode i anden halvleg af semifinalen mod Spanien viste stort initiativ og faktisk var ene om at udfordre det spanske forsvar.

Dét blev belønnet i går. Rasmus Lauge blev sat ind på playmakerpladsen mellem Mikkel Hansen, den ansvarsfulde matchvinder fra semifinalen, og højrebacken Kasper Søndergaard, der før finalen endnu ikke havde ramt det niveau, han nåede under EM i Sverige for et år siden. Dengang var Søndergaard den store bomber og overraskelse i den danske offensiv.

Men der var ingen helterolle til Lauge i denne forestilling. Den snuppede Niklas Landin, uforlignelig i målet – og han delte den med Mikkel Hansen. Med 9 mål – og på ryggen af et fightende og omtankestærkt dansk hold – blev han kampens helt store profil. Den mand, der altid kender sin besøgelsestid, og som tilsyneladende er ganske blottet for nerver. Han ved, at ansvaret er hans, når cyklen slingrer. Og han tager det uden tøven.

Dommere på dagsordenen
Inden kampen – og det var både i går og en time før det første fløjt i den atmosfærefyldte kæmpehal – udtrykte den danske assistenttræner Peter Bredsdorff-Larsen ærgrelse over, at finalen skulle ledes af et norsk dommerpar.

Hvorfor?

Fordi der tidligere i international håndbold har været talt meget om en ’nordisk mafia’, som stod skulder ved skulder eller noget i den stil, og som nok skulle få tingene til at glide den nordiske vej.

Og nu var Bredsdorff nervøse for, at dommerne – under det forventede voldsomme pres fra de fyldte tribuner – skulle reagere med en slags »det skal i hvert fald ikke hedde sig«. Men den bekymring var unødvendig

En vis forsigtighed
Spillet var ikke forceret fra nogen af siderne, tempoet heller ikke overvældende – der var en vis forsigtighed.

Danskerne spillede klogt, dækkede fladt, ganske som mod Spanien. Og forsvaret, eksemplificeret ved Thomas Mogensen, fik bremset mange serbiske indspil til stregen. Og Kasper Nielsen og Toftbrødrene på skift stod stærkt.

Desuden var Niklas Landin veloplagt på sin egen næsten søvndyssende måde – og da de to hold gik til pausen med dansk føring på 9-7, havde Landin en redningsprocent på fantastiske 61. Dét var med til at gøre forskellen og give de serbiske skytter et tøvende udtryk.

Mikkel Hansen satte punktum
Og det gode spil blev fortsat efter pausen.

Forsvaret stod fortrinligt, de efterhånden modløse serbere måtte slide for deres scoringer – og selv om de nogle gange fik reduceret de pæne danske forspring, fik de aldrig udlignet. Og danskerne kunne igen trække fra og holde føringen.

Og Mikkel Hansen blev manden, der satte det sidste gyldne punktum i en kamp, der førte Wilbek-flokken fra asken til EM-tronen.

Efter en turnering, der bød på masser af underholdning og pragtfulde præstationer. Og som gav bronze til Kroatien og tomme hænder til Spanien.