Annonce
Annonce
EM i håndbold

Værtsnationen når sjældent til tops ved EM

Kun én gang i EM-historien har værten vundet guld. Det var Sverige i 2002. Nu gør Polen forsøget, men landet har aldrig vundet medalje ved EM.

Polen betragtes normalt som en af stormagterne i international håndbold. Betegnelsen går mange år tilbage, da Østeuropa dominerede ved mesterskaberne, men et kig på medaljestatistikken ved EM og VM giver ikke noget egentligt belæg for at have Polen med i gruppen af dominerende håndboldnationer.

Den aktuelle EM-vært har nemlig aldrig vundet en medalje ved de hidtidige 11 europamesterskaber, og selv om tre VM-bronze og en enkelt af sølv selvfølgelig er fint, så har Polen aldrig stået på det øverste medaljetrin.

Den statistik håber de 40 millioner polakker, der bliver ændret på i år, hvor nationen lægger haller til 16 nationers dyst om det europæiske mesterskab, men værtsrollen er trods alt ikke nogen garant for et godt resultat.

Det underbygger et kig på de 11 EM-turneringer, der indtil nu har været spillet, siden den første fandt sted i Portugal i 1994. Kun en enkelt gang af de 11 har værtsnationen vundet europamesterskabet. Det var i 2002, da Sverige vandt finalen i Stockholms Globen over Tyskland.

Derudover har fire værtslande spillet sig frem til finalen, som dog er blevet tabt. Det skete for Spanien i 1996, Slovenien i 2004, Serbien i 2012 og Danmark i 2014.

Polen tæt på fiasko

Det er altså under halvdelen af EM-slutrunderne, hvor værten har formået at tage medaljer, men med til historien hører, at mesterskabet er blevet afviklet i lande som Portugal, Italien, Schweiz, Norge og Østrig, der ikke hører til blandt de stærkeste håndboldnationer.

Polen spiller i dag mod Makedonien sin anden kamp ved europamesterskabet, og holdet går på banen i Krakow efter at have vundet åbningskampen fredag aften med mindst mulige margin – 29-28 – over Serbien.

Dagens kampe

Gruppe A

  • 18.15 Serbien-Frankrig
  • 20.30 Makedonien-Polen

Gruppe B

  • 16.00 Hviderusland-Island
  • 18.15 Norge-Kroatien

Undervejs i kampen så det ikke godt ud for Polen, og de 15.000 tilskuere i Tauroin Arena rykkede, som kampen skred frem, længere og længere ud mod sædekanten.

I sidste minut kunne den serbiske fløj Ivan Nikcevic have udlignet til 29-29, men hele hallen eksploderede i et kæmpe jubelbrøl, da den polske keeper Slawomir Szmal blev dagens helt ved at parere forsøget.

37-årige Szmal var sammen med sin kollega i den anden ende, den jævnaldende Darko Stanic, to af opgørets fremtrædende skikkelser sammen med Polens venstre back, Michal Jurecki, der scorede syv gange.

En rigtig nationalhelt

Slawomir Szmal er lidt af en legende i polsk håndbold, og han debuterede på landsholdet i forrige årtusinde – 19. august 1998 i en kamp mod Litauen.

Siden er det blevet til langt over 200 landskampe, og Szmal har modtaget to civile ordner, Gold Cross of Merit og Knight's Cross of Polonia Restituta, for sin indsats i nationens tjeneste som håndboldspiller.

I 2009 blev den polske keeper kåret til verdens bedste håndboldspiller, og hvis værtsnationen vil nå langt ved dette EM, er der ingen tvivl om, at Szmal skal spille op til noget af det, der for syv år siden skaffede ham den hæder.

Polen er svækket på grund af playmaker Grzegorz Tkaczyks skadesbetingede fravær, og det var da heller ikke nogen overbevisende indsats af værtsnationen, som må forudses at få det svært videre frem i turneringen. Sikkert ikke i dag mod Makedonien, men senest tirsdag i storkampen mod de forsvarende europamestre fra Frankrig.

Norge i pointproblemer allerede

I EM’s gruppe B, der spilles i Katowice, befinder Norge og Island sig, og de to nationer udkæmpede fredag et kæmpe slag, som Njals sønner lidt overraskende vandt 26-25. Island var på forhånd udpeget som underhund i selskab med Norge og Kroatien samt Hviderusland, men det rutinerede mandskab anført af Gudjon Valur Sigurdsson, Aron Palmarsson og målmanden Björgvin Pall Gustavsson var alligevel for snu til nordmændene.

Norges herrer har i mange år været med til diverse mesterskaber, men det helt store gennembrud er aldrig rigtig kommet, og med nederlaget til Island ser det endnu en gang svært ud, fordi holdet nu skal slå Kroatien, hvis der skal point på kontoen med over i mellemrunden.

På Islands bænk sammen med landstræner Aron Kristjansson sidder den tidligere storspiller Olafur Stefansson, og på Norges bænk er det også en tidligere landsholdsspiller i skikkelse af Christian Berge, der styrer tropperne.

Island møder i dag Hviderusland, mens Norge skal op mod Kroatien.

Redaktionen anbefaler

EM's stjerneparade: Mikkel Hansen er i stærkt selskab

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce