Annonce
Annonce
EM i håndbold

Rusland rækker Danmark en hjælpende hånd

Russerne slog Ungarn 27-26 på en solid indsats. Ungarerne er dermed sat under pres.

Annonce

Rusland fik nyt liv ved EM-slutrunden i Polen, da det tidligere storhold i Danmarks indledende gruppe D slog Ungarn 27-26. Selv om cifrene antyder en vis spænding havde russerne egentlig kontrol over begivenhederne i Ergo Arena i store dele af de 60 minutter, og sejren må betegnes som fortjent.

Sejren blev grundlagt på en storkamp af Victor Kireev i det russiske mål. Gang på gang reddede han sit hold ud af prekære situationer med klasseparader, og han blev fuldstændig uantastet kåret til kampens bedste spiller.

Sejren til Rusland var også en gave til det danske hold, som jo slog Rusland i Gdansk lørdag aften og dermed er bedre indbyrdes end russerne.

LÆS OGSÅEM-landsholdet: Se hvem der har scoret flest mål

Kampen i kampen stod mellem Ungarns træner Talant Dujshebaev, der i sin tid spillede sammen med Ruslands træner Dimitrii Torgovanov på Sovjetunionens og Ruslands landshold.

For Rusland var opgøret lidt af en nøglekamp efter nederlaget til Danmark, og spillerne virkede godt indstillede hvorimod ungarerne havde meget svært ved at få spillet til at hænge sammen.

Det blev ganske godt illustreret, da Ungarn i en periode var to mand i overtal – først 5 mod 3 og siden 6 mod 4. Det overtag kunne de bare slet ikke udnytte, og Rusland fik kæmpet sig til 1-1 i den meget vanskelige situation.

Begge hold kæmper for at komme med til OL, og EM-slutrunden er sidste mulighed for at opnå sæsonens store mål, da Ungarn ikke var med til VM i 2015 og Rusland blot blev nummer 19.

LÆS OGSÅ Norge overrasker med sejr over Kroatien ved EM

Den gulerod jagtede russerne bedst i 1. halvleg, og de tidligere verdensmestre var på intet tidspunkt bagud, men lå hele tiden og førte med en eller to scoringer. Så begyndte ungarerne at skændes lidt indbyrdes, og russerne udnyttede iskoldt nogle af modstandernes fejl, så de kunne bringe sig foran med fem mål.

De usikre ungarske spillere fik heller ikke meget hjælp fra bænken, hvor Talant Dujshebaev havde en meget negativ udstråling og hele tiden skældte lidet opbyggeligt op til højre og venstre.

Superstjernen Laszlo Nagy virkede også irriteret på holdkammeraterne, når bolden ikke lå lige præcis, hvor han ønskede den, og han havde også skiftende held med sine afslutninger.

I åbningskampen mod Montenegro skød den tidligere mangeårige Barcelona-spiller kun to gange i og scorede en enkelt gang. I 1. halvleg mod Rusland fyrede han det tidligere så frygtede venstrehåndsmissil af fem gange og ramte plet på to af forsøgene.

Efter pausen var der længere mellem skuddene fra Nagy, men til gengæld ramte han plet begge gange. Indtrykket er dog, at den 209 centimeter høje back er et stykke fra tidligere tiders form, og det kunne også ses, når han i eller oplagte skudpositioner afbrød forsøget og sendte bolden videre til en holdkammerat.

LÆS OGSÅVærtsnationen når sjældent til tops ved EM

Ungarn havde tydeligvis haft godt af pausen, for de kom på banen til 2. halvleg med en helt anden indstilling og fik i løbet af få minutter reduceret den russiske føring til 14-13. Rusland brændte i den periode et straffekast og virkede lidt groggy, men fandt hurtigt de rette fødder at stå på igen.

Firemålsføringen blev genetableret, og så var det igen op ad bakke for Ungarn.

Med syv minutter igen førte Rusland med tre mål ved 24-21, og det var nu sidste udkald for Ungarn. Med to minutter bragte Rusland sig foran 27-24, men Ungarn sbate med to scoringer højspænding om udfaldet. Torgovanov tog klogt en timeout med 10 sekunder tilbage, mens de desperate gik helt frem for at erobre bolden.

Det lykkedes næsten, men Rusland reddede de to point.

I kvalifikationen til EM slog Ungarn Rusland to gange. Men Rusland har nu vundet 10 af de seneste 13 indbyrdes opgør.

Ungarerne vandt holdets første kamp ved EM mod Montenegro, men er nu under pres før onsdagens opgør mod Danmark. Den kamp skal Ungarn vinde for at bevare håbet om et godt resultat.

Redaktionen anbefaler

Fra 2,10 til 1,75 meter: Her er de højeste hold ved EM i håndbold

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce