Annonce
Annonce
EM i håndbold

Danmark leverede festforestilling mod Ungarn

En overbevisende dansk indsats gav en sikker sejr over Ungarn her til aften.

Sikkert. Mads Christiansen og resten af det danske mandskab viste overskud og flot spil i en rigtig god kamp mod Ungarn. Foto: jens dresling

Annonce

De danske håndboldherrer havde gemt en festforestilling til sidst som en slags afskedsgave til Gdansk efter en uge i Østersø-byen, og med Ungarn i rollen som statister tog et storspillende ensemble under ledelse af Mikkel Hansen et gigantisk skridt i retning af EM-semifinalen med en sejr på 30-22.

Sejren betyder nemlig, at Danmark tager de maksimale fire point med over i mellemrunden, hvor der nu venter tre kampe mod Spanien, Tyskland og Sverige.

Mikkel Hansen var forrygende

Men før de opgør er det betimeligt at dvæle ved kampen mod Ungarn, hvor Danmark for alvor foldede potentialet ud. Hele havde til lejligheden iklædt sig galle, hvilket for Mikkel Hansens vedkommende betød et rødt pandebånd i stedet for det sædvanlige hvide, og måske var det denne deltalje, som gjorde hele forskellen, for PSG-stjernen spillede en forrygende kamp og viste det meste af sit store repertoire.

LÆS OGSÅ:Live: Sprudlende danskere slår Ungarn sikkert

Selv om holdet kørte lidt på automatpilot i 2. halvleg efter den blændende og meget koncentrerede første periode, forstod de hele tiden at stramme skruen, når det var nødvendigt. Som for eksempel da Ungarn med tre mål på stribe reducerede til 21-16 – det tætteste de var på siden kampens 11. minut – ja, så svarede danskerne igen med lige så mange scoringer de næste knap fire minutter.

Gudmundsson rystede posen

Forud var gået en kamp, hvor landstræner Gudmundur Gudmundsson for første gang ved slutrunden fraveg sin sædvanlige startopstilling, og satte playmaker Mads Mensah og venstre fløj Casper U. Mortensen ind på bekostning af Rasmus Lauge og Anders Eggert. I de to første kampe var der ikke tempo nok i det danske angrebsspil med Lauge som styrmanden, og det skulle ændres med Mensah som manden med taktstokken.

Og det blev så sandelig også en markant anderledes 1. halvleg end de to mod Rusland og Montenegro, for farten var tilbage i det danske angrebsspil, som rev det ungarske forsvar fra hinanden. I løbet af godt syv minutter førte Danmark 6-1, og seks minutter senere viste lystavlen 10-3.

LÆS OGSÅ:Mikkel Hansen: Vi når ikke langt med det spil

Selv om det var Mensah, der satte tempoet, så var den indlysende hovedperson Mikkel Hansen, der gjorde lige nøjagtigt hvad der passede ham. Hans skud havde fart og præcision, og så brillerede han med nogle vidunderlige målgivende afleveringer til blandt andet Lasse Svan og Henrik Toft.

Ungarer blev gjort til statister

Ungarerne havde kæmpe problemer med at følge med i forsvaret, når tempoet blev skruet op, og det blev blandt andet udnyttet af højre back Mads Christiansen, der kunne bryde igennem i de huller, som opstod.

Ungarns Laszlo Nagy, der igennem 12 sæsoner storspillede hos FC Barcelona og nu gør det hos hjemlandets bedste klub Veszprem, var en skygge af sig selv, og han havde ikke et eneste forsøg mod det danske mål. Og i det hele taget var det småt med skud fra den ungarske bagkæde. Modstanderne forsøgte i stedet hele tiden at finde stregspilleren Bence Banhidi, og det havde de delvist held med, for han scorede to gange og fremtvang endvidere fire straffekast.

LÆS OGSÅ:Gudmundsson har lagt beskidt episode under bæltestedet fra sig

I perioder huserede to ungarske stregspillere i det danske forsvar uden at det for alvor fik defensiven til at vakle. 18-10 lød den overbevisende danske føring ved pausen, og de fleste af de 8.500 tilskuere i Ergo Arena fornemmede, at Ungarn umuligt kunne vende det slag til egen fordel.

Landstræneren overraskede igen

Gudmundur Gudmundsson fortsatte med at overraske, da han fortsatte med nøjagtig den samme opstilling i 2. halvleg, som startede kampen. I de to første opgør har han stillet med et helt nyt hold i de to halvlege, men ikke i aften.

Så bortset fra stregen, hvor Jesper Nøddesbo fik en del spilletid, var det med undtagelse af nogle få minutter mod slutningen, de samme syv, som fuldførte festforestillingen.

LÆS OGSÅ:Mål i sidste sekund sender Serbien ud af EM

I 2. halvleg gjaldt det for Danmark blot om at bevare kontrollen uden at gå alt for meget ned i tempo, og det lykkedes stort set bortset fra mod slutningen, hvor udskiftningerne kom. Så blev der lavet lidt for mange fejl, men til gengæld fik Niklas Landin i den periode for første gang fat i nogle redninger, og parerede blandt andet to straffekast. men det viste sig heller ikke at være nødvendigt med en storkamp fra kaptajnen, for defensiven gjorde det meste af arbejdet, og holdt Ungarn fra fadet med en meget koncentreret indsats.

Glimrende dansk udgangspunkt

Sejren betyder, at Danmark tager førstepladsen i den indledende gruppe D, og det betyder ligeledes, at det danske hold nu kan se frem til hele tre hviledage inden den første kamp i mellemrunden på søndag.

DANMARKS UDGANGSPUNKT I MELLEMRUNDEN:Fakta: Stillingen i Mellemrunden

I dag går turen sydpå til Worclaw, hvor det danske hold spiller mellemrunden, og hvor modstanderen i den første kamp er Spanien, der vandt gruppe C. Derefter står menuen tirsdag arvefjenderne fra Sverige, og sidste kamp i mellemrunden er mod Tyskland på onsdag. Danmark kan formentlig tåle et nederlag og alligevel gå i semifinalen.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce