Mens de franske spillere – som sædvanlig – stod på sejrsskamlen og fik overrakt deres medaljer, mens guldpapirstykker fra boghandleren henne om hjørnet dryssede ned over deres mørke hoveder, stod en flok skuffede danske spillere i en klump og kiggede på. Med tomme øjne og triste frisurer.

Kun én af de danske spillere fandt på at klappe. Det var Jesper Nøddesbo. Men det var ikke klap, der kunne have gjort en forvildet vinterflue fortræd.

Nej, det var ikke nogen demonstration, det var heller ikke mangel på respekt for de franske spillere. Det var bare det dér – nederlag. Det tonstunge nederlag på en øv-søndag i Malmø.

LÆS OGSÅDanmark taber VM-finalen til Frankrig

Og mens Nøddesbo kiggede op, kiggede resten af spillerne enten ned i gulvet – eller bare ud i luften. Meget skulle sluges, meget skulle fordøjes. Og alle tænkte, at det kunne være gået anderledes, hvis han havde gjort sådan, og hvis bare jeg havde ...

For alle vidste de, at dette måske var deres livs chance. At de på ingen måde kan regne med at komme i en VM-finale igen. Og at de ’forsømte’ muligheden for den største sejr.

Masser af begejstring
Måske tænker de anderledes i dag. Måske tænker de, at deres VM-sølvmedaljer er en kæmpe succes. Og hvis de gør det, ja så tænker de som alle os, der har fulgt kampene under VM-slutrunden, og som har været imponeret af graden af rendyrket spillelyst, af graden af taktisk forstand, af koncentration og indstilling – og af den begejstring og ’virkelyst’, der er blevet båret ind i hver eneste kamp.

For sølvet er en triumf for landsholdet og for cheftræner Ulrik Wilbek, som nu har skabt sig et godt afsæt til den olympiske kvalifikationsturnering – der giver Danmark tre kampe på hjemmebane. Men som også må være optimistisk asfalt på vejen mod den EM-slutrunde, der skal spilles i Danmark i 2014, og som er det tidspunkt, hvor VM-sølvvinderne skal nå deres spillemæssige top.

LÆS OGSÅUlrik Wilbek: Vi udretter mirakler

Efter kampen var Mikkel Hansen den mest skuffede. Han ville jo være verdensmester. Men det sagde han ikke noget om, før slutrunden gik i gang. Han talte heller ikke om at blive verdens bedste skytte og topscorer.

Men det gjorde han – som blot 23-årig.

Og selv om ordet ’verdensklasse’ bruges om hvilken som helst muffin, leverpostej og sangerpræstation ved den lokale byfest – og derfor er slidt op – er det en betegnelse, jeg klasker uden på unge Hansens pandebånd. For det var præcis, hvad han viste i disse 10 kampe ved VM.

LÆS OGSÅSkuffet Mikkel Hansen: Man vinder ikke sølv - man taber guld

Mikkel Hansen gør landsholdet langtidsholdbart. Og når Rasmus Lauge vokser sig stor – og Nicolai Markussen med sine 2,12 meter er blevet modnet i spansk klubhåndbold – så vil drømmene om guldmedaljer få mere stivelse. Så vil EM-slutrunden i 2014, der faktisk kvalitetsmæssigt er sværere end et VM, blive et drama, der kan måle sig med al tænkelig fiktion.

Såh – når spillerne denne mandag kravler ind til morgenbordet og med rystende hænder griber ud efter mælkekartonen, kan de være stolte af det, de gav Håndbolddanmark og sig selv. At være næstbedst i verden lykkes kun ved at komme i finalen. Og det magtede de. Mod forventning.

35-37:VM-finalen minut for minut