Annonce
Annonce
Ishockey

Spillere giver eget fagforbund den kolde skulder

Danske Elitesportsudøveres Forenings (DEF) forsøg på at presse en overenskomst igennem i ishockeyligaen møder modstand blandt deres egne medlemmer.

Det er efterhånden ikke et særsyn, at bølgerne går højt på de indre linjer i dansk ishockey.

Tvisten om en overenskomst for spillerne i den bedste danske isliga eskalerede yderligere i går, da en lang række spillere fra ligaens største klubber offentligt erklærede, at de ikke støtter op om deres eget fagforbunds krav om en ny overenskomst.

Mandag krævede Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF), der repræsenterer en stribe danske idrætsudøvere herunder de professionelle ishockeyspillere, at ligaklubberne og Danmarks Ishockey Union (DIU) skulle tegne en fælles overenskomst med spillerne. Kravene til en ny overenskomst skulle accepteres inden for 48 timer. De 48 timer udløber i dag. Og den forhandlingsmetode blev åbenbart for meget for store dele af ligaens spillere.

»DEF’s påstande om, at der er opbakning fra de danske spillere til kravet om en overenskomst og til den konflikt- og konfrontationssøgende kurs over for klubberne er ganske enkelt ikke korrekt«, siger ishockeyspiller Anders Overmark på vegne af truppen i SønderjyskE i en pressemeddelelse udsendt tirsdag.

»Vi ønsker ikke en overenskomst, og det handler nu om, at den gode og konstruktive dialog fortsætter med udgangspunkt i at finde gode løsninger, som er til glæde og gavn for både spillere og ligaen«, udtaler Anders Overmark.

Direktør: Usmagelig opførsel

Sammen med klubberne valgte spillerne i henholdsvis SønderjyskE, Herning Blue Fox, Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i samlet flok at melde ud, at de ikke støttede kravene fra DEF.

Politiken har uden held forsøgt at få en kommentar fra DEF’s direktør, Mads Øland.

Ifølge Klaus B. Rasmussen, der er administrerende direktør i SønderjyskE og desuden formand for ligaklubbernes forening, tegner tilbagemeldingerne fra ligaens klubber et billede af, at stort set alle spillere i ligaen er utilfredse med DEF’s metoder.

»Det er virkelig en usmagelig opførsel fra DEF’s side. Vi har haft en god dialog det sidste lange stykke tid, og så vælger man pludselig at forstyrre og måske endda ødelægge hele processen med de her ultimative udmeldinger. Det gør intet godt for dansk ishockey«, siger ligaformanden.

Juridiske uklarheder

I forsøget på at presse overenskomsten igennem på 2 døgn har DEF truet ligaforeningen med at fratage klubberne retten til at bruge spillerne kommercielt. Rettigheder, som spillerne ifølge DEF har deponeret i fagforbundet.

Men heller ikke her er der enighed mellem DEF og forbundets skøjtende medlemmer. Da konflikten begyndte allerede sidste sommer, fik DEF underskrifter fra 190 spillere i Metal Ligaen. De afgav dermed råderetten over brugen af spillernes navne i kommercielt øjemed til DEF. Efterfølgende trak langt størstedelen af spillerne deres underskrifter tilbage, fordi kontrakten indebar, at DEF havde råderet over de kommercielle rettigheder i 5 år – en detalje, flere spillere ikke havde læst sig nærmere ind på.

Tilbage står spørgsmålet så, om spillerne blot kan trække sig fra aftalen. Og ikke mindst om råderetten stadig lå hos DEF eller hos klubberne.

I sidste ende må DEF jo afgøre med sig selv, om de har i sinde at sagsøge deres egne medlemmer

Klaus B. Rasmussen, Ligaforeningen

»I sidste ende må DEF jo afgøre med sig selv, om de har i sinde at sagsøge deres egne medlemmer. Og det kan jeg næsten ikke forestille mig skulle være tilfældet«, spekulerer Klaus B. Rasmussen.

I pressemeddelelser udsendt i går siger spillere fra Herning Blue Fox og Aalborg Pirates, at DEF har overskredet grænsen, når de bruger spillernes kommercielle rettigheder som løftestang – vel vidende at mange spillere har fortrudt, at de har skrevet under på aftalen med DEF.

»Vi anerkender det arbejde, som DEF tidligere har gjort for spillerne og i en række enkeltsager, men er samtidig nødt til at sige, at Herning Blue Fox-truppen – og det gælder alle spillere – ikke går ind for det krav om overenskomst, som DEF stiller«, siger Daniel Nielsen, der er kaptajn for truppen i Herning.

Han sidder selv med i et kontraktudvalg, hvor DIU, Ligaforeningen og spillerne er repræsenteret, hvor målet er at udarbejde en forbedret standardkontrakt. Det foreløbige arbejde imødekommer i grove træk de krav, DEF har til en ny overenskomst.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Effektiv veteran scorer for 259. gang

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce