Den 14. januar i år instruerede New Orleans Saints’ defensive træner Gregg Williams sine forsvarsspillere før kampen mod San Francisco 49ers. Eder og forbandelser piskede omkring i taktikrummet, mens Williams udpegede de spillere fra 49ers, der rendte rundt med skader. 49ers’ Kyle Williams havde tidligere haft problemer med hjernerystelser, fortalte træneren, så ham skulle spillerne forsøge at knockoute. Da Williams var færdig med at udpensle skaderne hos en håndfuld af modstanderens mest markante spillere, lavede han et tegn med fingrene. Han gned tommelfingeren mod pegefinger og langemand: pengetegnet. Hele scenariet blev optaget af filminstruktør Sean Pamphilon, der efterfølgende lagde sekvensen ud på internettet. Sekvensen blev senere brugt som en del af bevisbyrden mod Superbowl-vinderne fra 2009 i det, som de amerikanske medier lidet originalt valgte at kalde for ’bountygate’ (dusørskandalen).
LÆS OGSÅ NFL-klub betalte spillere for at skade modstandere
Sidst i marts måned idømte det amerikanske fodboldforbund en række karantæner til de Saints-trænere og -spillere, de mente stod bag ’alterdrengenes’ dusørsystem, hvor spillere fik dusører på op til 10.000 dollar for bevidst at skade navngivne spillere på modstanderholdene. Når New Orleans Saints i aften dansk tid gæster Washington og Redskins i sæsonpremieren i NFL, er det derfor et ramponeret mandskab, de stiller med, både på og uden for banen. Cheftræner Sean Payton har fået et års karantæne, og assisterende cheftræner Joe Vitt har fået seks spilledages karantæne. Og når NFL mener karantæne, så mener de det.




























