Digital adgang med e-avis for 149 kr./md.

OL-flammens rute skaber vrede i England

Lyt til artiklen

Når den olympiske flamme 18. maj ankommer til Land's End i Cornwall og starter sin 70 dage lange rejse rundt på De Britiske Øer, er der lagt op til en folkefest, som langsomt skal tælle ned til åbningen af OL 27. juli i London. Men i byen Jaywick Sands i Essex kan begejstringen for de olympiske lege og flammens britiske rundtur ligge på et meget lille sted, fordi den sagnomspundne ild lige nøjagtigt lægger ruten uden om det tidligere feriested. Brev til premierministeren Det er et gigantisk selvmål af OL's organisationskomité, mener de lokale byrådsmedlemmer, der har sendt et brev til premierminister David Cameron, hvor de klager over beslutningen om at droppe Jaywick Sands i kommunen Tendring. Jaywick Sands blev bygget sidst i 1920'erne som et feriested for de travle byboere, men i mange år er det kun gået ned ad bakke for badebyen, og den er nu officielt det område med størst social nød i hele England. 62 procent på overførselsindkomst Målt på kriminalitet, arbejdsløshed, sundhedstilstand og indkomst rangerer byens 32.482 indbyggere nederst i den nationale fattigdomstabel, og 62 procent af beboerne er på overførselsindkomst sammenlignet med 15 procent på landsplan. Når ildens rute uden om Jaywick Sands falder byrådsmedlemmerne i Tendring Kommune, hvor byen ligger, for brystet, skyldes det, at Jaywick Sands er den eneste blandt landets 10 fattigste, som ikke får besøg af flammen. »Indbyggerne i Jaywick Sands skal også have muligheden for at høste af de håb og drømme, legene bringer med sig«, hedder det blandt andet i brevet til premierministeren ifølge The Guardian. Flammen skal tættere på Det tætteste flammen kommer Jaywick Sands er 21 kilometer væk. »Og det er en hel verden væk for de mennesker, der bor her«, skriver byrådsmedlemmerne i brevet. Lokalt er der iværksat en kampagne under mottoet ’Bring flammen til Tendring’, og den bliver bakket op af parlamentsmedlemmerne Douglas Carswell og Bernard Jenkin, der er valgt i området. 100 km fra OL's centrum De mener, at en lille afstikker på ruten fra Ipswich til Colchester ville løse problemet og kun gøre den pågældende etape et par minutter længere. »Det ville demonstrere, at selv om indbyggerne bor i det fattigste område af landet, bliver de ikke ignoreret og glemt af regeringen«, står der i brevet til premierminister David Cameron. Der er nu sat en underskriftindsamling i gang for at bringe flammen til Tendring og Jaywick Sands, men indtil videre ligger ruteføringen fast. Kommunen ligger mindre end 100 kilometer fra Stratford i London, hvor det olympiske stadion er opført.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her