Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 30. jun. 2012 KL. 10.09

Hov, hvad skete der lige der, Usain...

Yohan Blake gav sin landsmand et slag i selvtilliden før OL.

Hvem er verdens hurtigste mand i år?

Usain Bolt? Nix, det er landsmanden Yohan Blake, som satte årets bedste tid på 100 meteren, da de jamaicanske mesterskaber blev afholdt i går.

Blake vandt finalen i tiden 9,75 sekunder, som er en anelse - 0,01 sekund - hurtigere end de 9,76 sekunder, stopuret viste, da Usain Bolt tordnede over målstregen ved atletikstævnet i Rom i sidste måned, skriver BBC.

Blake priser sit held
»Jeg var bare heldig«, konstaterede Blake bagefter.

Usain Bolt - der ifølge BBC's udsendte virkede ved siden af sig selv uden smil, jokes og fjollen omkring - kom sent ud af startblokken både i semifinalen og finalen.

»Men jeg blev ved med at føle, at jeg ikke skulle give op«, konstaterede han.

Mesterskaberne fungerede samtidig som udtagelsesstævne til OL, og det er noget af en kanontrio, Jamaica stiller med. Foruden Blake og Bolt kvalificerede Asafa Powell sig i tiden 9,88 sekunder.

LÆS OGSÅOL: USA pudser Gatlin og Gay på Usain Bolt

Yohan Blakes vindertid på 9,75 sekunder er ikke bare den hurtigste i år. Det er også den fjerdebedste nogensinde og selvfølgelig Blakes personlige bedste.

Den bedste - verdensrekorden på 9,58 sekunder - står der Usain Bolt ud for. Amerikanske Tyson Gay har pisket derudad i 9,69 sekunder, mens Asafa Powell har tilbagelagt strækningen på 9,72 sekunder.

Ved OL i London er der så lagt op til revanche. Mødet mellem Blake og Bolt var det første, siden Blake vandt VM sidste år, hvor Bolt blev diskvalificeret for tyvstart.