Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 25. jul. 2012 KL. 09.16

DR og TV 2 satser på nye danske eventyr

Dansk tv håber på en fantastisk historie som 49'er-eventyret for fire år sidenud for Qingdao.

Hvem husker ikke eventyret om de danske 49’er-sejlere, der efter så mange kvaler vandt guld ved OL 2008. Eller kan se tv-billederne for sig.

Se Martin Kirketerp og Jonas Warrer knække en mast på finaledagen, hvor de ellers førte konkurrencen. Se de to unge gutter låne kroaternes båd og skibe ud på det oprørte hav flere minutter forsinket, men alligevel overhale nok både til at vinde guld. Og se Martin Kirketerp græde af glæde.

LÆS OGSÅOL i tv: Det vil danskerne se

Kampen i den heftige storm ud for Qingdao var det største danske drama under legene for fire år siden. Et drama stort nok til at få danskerne til at interessere sig for noget så inferiørt som 49’er-sejlads – en sport nærmest uden bevågenhed normalt.

Håber på uforudsete dramaer
Og det er netop den slags eventyr, DR og TV 2 satser på i London. Begge stationer prioriterer de danske udøvere i håb om, at der opstår uforudsete dramaer, der samler folket.

»Vi er gået efter ting, som kan ende med at blive en stor succes eller en dundrende fiasko. Det fascinerende og smukke ved OL er, at der opstår små eventyr. Og det er lidt dem, vi går efter. Vi håber på de store historier«, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2.

LÆS OGSÅFolket kræver OL-medalje i håndbold

»For eksempel sender vi bordtennis. Hvis vi er heldige, går alle tre danskere videre, og Michael Maze når meget langt. Men hvis alle tre ryger tidligt ud, er det næppe så interessant for seerne. To kinesere med et bat trækker næppe folk ind fra havegrillen i august måned. Altså, vi har prøvet at vælge de sportsgrene, hvor vi håber, danskerne kan overraske positivt«, siger han.

DR Sporten-chef: Vi er optaget af den mangfoldighed, der er ved et OL

Både DR og TV 2 sender også live fra en række mere sikre idrætter, som de er overbeviste om, at danskerne gerne vil følge. For eksempel deler kanalerne håndbold, atletik, svømning og Caroline Wozniackis tenniskampe imellem sig.

Men derudover lægger DR meget energi i badminton, sejlsport og ridning, mens TV 2 håber på danske topresultater i cykling, roning, kajak og skydning.

LÆS OGSÅDet kan blive et kanon-OL: Dansker jagter revanche mod Londons lerduer

»Selvfølgelig går vi meget op i de danske deltagere. Men vi er også optaget af den mangfoldighed, der er ved et OL. Rigtig mange mennesker kommer til at se det, selv om de egentlig ikke interesserer sig så meget for sport, fordi der er noget magisk over legene: Hele verden er samlet ét sted, hele verdens opmærksomhed er rettet mod det sted«, siger Tine Bendix, chef for DR Sporten.

»Men det er umuligt at prioritere alt på forhånd, derfor må vi undervejs rette ind efter de gode historier og spændende konkurrencer. OL udvikler sig hele tiden, og det eneste, vi ved med sikkerhed, er, hvornår det starter. Derfor er vi klar til at geare op efter de store historier – for eksempel hvis der opstår noget i stil med 49’er-eventyret«, siger Tine Bendix.