Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 26. jul. 2012 KL. 20.54

Kronprinsen om fakkelløb: En rigtig stor oplevelse

Kronprins Frederik løb i eftermiddag med den olympiske ild.

Kronprins Frederik løb i eftermiddag med den olympiske fakkel i Notting Hill i London, hvor tusinder af tilskuere var mødt op for at heppe og huje.

»Det var en rigtig stor oplevelse«, siger kronprins Frederik til TV 2 Nyhederne, efter han iført hvidt træningstøj havde løbet den cirka 360 meter lang rute fra Ladbroke Grove over Notting Hill Gate og givet ilden videre ved Hillgate Street.

»Stemningen var dejlig festlig som forventet, og det, at være en del af den olympiske ånd, betyder rigtig meget for mig«, fortsætter han.

Skal deltage i møder
Efter at have tilbagelagt distancen gav kronprinsen den olympiske flamme videre til Dmitry Chernyshenko, formanden for den russiske organisationskomité, som skal afholde Vinter-OL i byen Sochi i 2014.

LÆS ARTIKELKronprinsen skal føre OL-faklen sikkert gennem Notting Hill

Den sportsglade kronprins er den internationale olympiske komités repræsentant i Danmark, og han er taget til London for at deltage i møder i komitéen op mod legene.

Sidst kronprins Frederik bar faklen var i 1994. Dengang var faklen på vej op til vinter-OL i norske Lillehammer, og over 100.000 danskere fulgte ilden på turen igennem København. Det skriver Danmarks Idræts-Forbund.

Båret forbi Buckingham Palace
Faklen har i dagene op til fredagens åbningsceremoni været i hænderne på mange forskellige berømtheder - blandt andre fodboldmålmand Gordon Banks, som stod for det legendariske engelske hold, der vandt VM-guld i 1966.

Inden OL-ilden nåede til hovedstaden London, har den været igennem over 1000 byer i Storbritannien og lagt vejen forbi flere ikoniske vartegn.

Og i løbet af dagen blev den også båret forbi Buckingham Palace, hvor prins William og hustruen hertuginde Catherine tog imod.

Fredag til åbningsceremonien skal faklen tænde den olympiske ild på det olympiske stadion i London.

ritzau