Der var engang, da de olympiske atleter – pænt på række, kvinderne forrest, mændene bagest, og alle gående nogenlunde i takt – udgjorde hele åbningshøjtideligheden ved de to uger lange lege.

Måske var festen også krydret med lidt gymnastik og lokal folkedans, men så heller ikke mere.

FOTOGenopliv den storslåede åbningshøjtidelighed

Den går ikke længere.

Show ophæver tyngdeloven
Godt nok er præsentationen af atleterne stadig ’forklaringen’ på den storstilede fest, men efterhånden har optaktsshowet, som skal charmere en milliard tv-seere, overtaget hovedrollen fra sportsfolkene – fordi, prestigen ved at arrangere det ufattelige, eventyrlige og uforglemmelige øjeblik er vokset så stor, at showet kommer i centrum og sluger så megen logistisk plads og så meget tid, at eksempelvis kun halvdelen af de danske atleter kunne være med. Ellers ville de miste energi og ødelægge deres form.

Læs ogsåPolitiken på Olympic Stadium: Den olympiske flamme brænder

London-arrangørerne havde taget den gigantiske kinesiske udfordring fra Beijing 2008 op – et show, der uden den mindste skelen til omkostningerne ophævede tyngdeloven og efterlod alle med åben mund og blottede polypper: Hvad var det, der skete? Hvad var det, vi så det år i Kina – mens artister fløj her og der og forvandlede mænd og kvinder til edderkopper og fluer.

Det var en teknisk demonstration, illusionsnumre pakket ind i utrolighedens gevandter. Showet, der aldrig kunne overgås, en fantastisk magtdemonstration, der måtte give englænderne hovedpine og gøre mange års the bitter.

Fra bonde- til industrisamfund
Og hvad havde så London at byde på? Man valgte en anden vej – en vej, der var knapt så elektrisk, knapt så flyvsk, knapt så ufattelig.

Man valgte en blanding af romantisk landsbycricket, af får og stråtækte huse midt i den olympiske arena, man valgte Harry Potter, Upstairs & Downstairs, man trak Mary Poppins og hendes paraply frem, vi fik Mr. Bean, Dronningen og James Bond, man hyldede Nordirland, Wales og Skotland, og man gav ikke mindst verden et billede af Storbritanniens forandring fra bonde- til industrisamfund.

Læs ogsåLad faklen brænde

Man udstillede skorstenenes magt, det hårde arbejde, man udstillede den klassiske skuespiller Kenneth Branagh, vi fik højhattede mænd som kapitalister, man bragte de store krige ind – og så gled showet ind i Rockin’ England og swingin’ London, vi var i 60’erne, 70’erne og i punktiden.

Alt det, der tegnede England, mens Imperiet skrumpede og verden omkring overhalede Storbritannien økonomisk.

Det blev for meget
Alt det kunne showet bære – men det blev for meget, da det forvandlede sig til en langtrukken hospitalsmusical med børn i sygesenge, for allerede inden da havde man spillet ’børnekortet’, da God Save The Queen skulle synges. Her virkede det som om, man ikke rigtig vidste, hvad man ville. Og hvordan man skulle slutte.

Jeg synes, styrken i London-showet var den mere jordbundne forestilling og overraskelsen med den historiske gennemgang – og at svagheden var, at man ville så meget, at optakten til atleternes indmarch blev noget langtrukken.

Læs ogsåRomney trækker i land efter OL-fadæse

Selve den del af showet imponerede i sin gennemførthed, ja, men rørte mig ikke. Jeg tror, man skulle have været på stadion – hvad et par kolleger var – for at få nærværet, intimiteten og publikums glæde og spontanitet ind under huden. Her var det klart, at fjernsynsskærmen skabte en barriere til den fulde, medrivende og gispende oplevelse.

Pompøst og vedkommende
Til gengæld blev nakkehårene aktiveret, da ritualerne gik i gang og den storladne olympiske ceremoni tog fart – efter at vi havde fået den spraglede indmarch gennemført. Her blev det pompøst og på sin vis mere vedkommende. Ganske enkelt mere olympisk.

Læs ogsåDanskerne tror ikke på OL-succes: Vi får maks seks medaljer

Her fik vi flammen og symbolikken på plads – alt det, der løfter legene op til den begivenhed, der ikke har noget sidestykke i verden. Og så rundet af med Paul McCartney, der har part i en musik, som har favnet den samme verden. Det var et øjeblik af storhed. Og vel nok meget britisk.

Hvor var Basil Fawlty?
Savnede jeg noget – dér mellem Branagh, Harry Potter, Muhammed Ali, David Beckham, Mary Poppins, McCartney og Mr. Bean?

Ja – hvor var Mr. Basil Fawlty? Kunne han ikke komme? Havde han mon afbud på grund af travlhed og anden halløj på badehotellet i Torquay? Det vil jeg tro. Han kunne ellers have gjort det endnu mere – britisk.