Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 10. aug. 2012 KL. 22.42

Manden uden ben sluttede sidst - men blev hyldet som en helt

Bahamas vandt snævert foran USA i mændenes 4 gange 400 meter, men modtog kun det næststørste bifald.

Da den tredje sydafrikanske løber leverede stafetten videre til den sidste mand på 4 gange 400 meterholdet, rungede Olympic Stadium ad dunderjubel.

Årsagen havde ingen ben.

LÆS OGSÅ:Benløs sprinter skriver OL-historie

Det var nemlig Oscar Pistorius, manden med de to benproteser, der løb fjerde omgang for Sydafrika, og det lod ikke til at interessere tilskuerne, at de gulklædte atleter var håbløst bagud og sluttede sidst med næsten fem sekunder op til vinderholdet.

De ville bare hylde verdens hurtigste uden ben, Blade Runner, den handikappede superatlet, eller hvad han ellers er blevet kaldt.

Bahamas kæmpede sig til sejr
Så kom det i anden række, at der faktisk udspillede sig et fantastisk drama om det olympiske guld.

Før sidsteturen førte amerikanerne snævert foran Bahamas, men det ændrede Ramon Miller hurtigt på.

LÆS ARTIKEL:Finaledrøm blev knust: Blade Runner forlader OL med tårer i øjnene

I løbet af en halv omgang var han oppe på siden af Angelo Taylor, og snart så bahamaneren sig ikke tilbage.

Caribisk lands første guld nogensinde
Måske var USA svækket af, at Manteo Mitchell brækkede benet i semifinalen - men alligevel gennemførte for ikke at svigte sine holdkammerater.

I hvert fald sluttede Bahamas 33 hundrededele af et sekund foran amerikanerne - og med tiden 2 minutter og 56,72 sekunder, mindre end halvandet sekund fra den olympiske rekord, vandt det caribiske land et sæt OL-guldmedaljer.

LÆS MERE:Løber kæmper sig i finalen med brækket ben

Den flotte præstation kvitterede tilskuerne på Olympic Stadium for med enorme klapsalver - klapsalver, der dog kun var løbets næsthøjeste.