Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 10. aug. 2012 KL. 11.01

Maratonkonge varsler rekordforsøg

Hvis vejret arter sig, så kan der sættes olympisk maratonrekord på søndag, siger verdensmester.

Den kenyanske verdensmester i maraton, Abel Kirui, tror, at den olympiske rekord står for fald, når mændene på søndag afslutter OL med den klassiske distance.

»Den olympiske rekord er hvad? Omkring 2:06? For at slå den er man afhængig af omstændighederne«, siger Kirui ifølge Reuters.

»Hvis omstændighederne er fine, og vi kan løbe stærkt fra start af, så er det muligt at slå den olympiske rekord«.

»Det afhænger af vejret på dagen, og hvordan løbet bliver udført. Men det er bestemt muligt«.

Den olympiske rekord lyder på 2 timer, 6 minutter og 32 sekunder. Den blev sat ved legene i Beijing i 2008 af en anden kenyaner, Sammy Wanjiru.

Men Wanjiru kan ikke forsvare sin rekord på søndag. Han begik i 2011 selvmord ved at hoppe ud fra en balkon, da hans kone afslørede ham i at have sex med en anden kvinde.

Kenya har dog et hav af maratonløbere at vælge imellem. Den kenyanske bredde understreges ved, at verdensrekordindehaveren, Patrick Makau, ikke er udtaget.

Kenya stiller i stedet op med verdensmesteren Abel Kiriu og vinderne af London Marathon i 2011 og 2012, Emmanuel Mutai og Wilson Kipsang.

ritzau