Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 1. aug. 2012 KL. 19.58

Indiens badminton-træner: Japan snød også

Ifølge Indien lod Japan sig også tabe med vilje for at møde Danmark i stedet for Kina.

Beskyldningerne flyver rundt i luften, efter onsdagens skandalesag til OL i London, hvor fire damedoublepar blev smidt ud for at tabe med vilje.

Onsdag siger den indiske træner, at inderne efter Japans nederlag til Taiwan indgav en klage over Japan til det internationale badmintonforbund. Japan spiller onsdag aften mod den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.

»Vi har indgivet en appel i protest denne morgen, og BWF er vendt tilbage og har sagt, at de ikke fandt nogen problemer eller noget ud over det almindelige i den slags kampe«.

Ville undgå Kina
»Vi har indgivet en appel for at få bedømt den beslutning«, siger Pullella Gobi Chand til den olympiske nyhedsservice.

Læs ogsåForbundet afviser appel i skandalesag

Indtil videre står sagen dog for trænerens egen regning, og hverken den indiske delegation, det indiske badmintonforbund eller det internationale badmintonforbund har officielt forholdt sig til trænerens ord.

Ifølge træneren tabte japanerne for at komme til at møde Danmark i stedet for det kinesiske par, som nu er diskvalificeret.

»I gruppe B skulle og ville Taiwan vinde, men Japan ville tabe, så de blev nummer to i gruppen og undgik Kina«, siger Gobi Chand.

»Diskret snyd«
Træneren mener, at japanerne var bedre til at skjule deres bevidste nederlag end de fire diskvalificerede par fra Sydkorea, Indonesien og Kina, som publikum endte med at buhe af.

»Men bare fordi det er diskret, og tilskueren ikke laver larm, og fjernsynet ikke laver larm, betyder det ikke, at det ikke skete«.

Læs også Otte badmintonspillere smidt ud af OL for at tabe med vilje

»I den her kamp ville kun ét hold tabe, siger træneren med henvisning til de to kampe med de diskvalificerede doubler, hvor begge mandskaber helst ville tabe«.

Den indiske træner mener, at gruppespilsformatet bør fjernes fra badmintonturneringen, så det ikke kan betale sig at tabe.

Læs ogsåDoping, svindel og slagsmål - OL-historien er fuld af skandaler

Det indiske par kvalificerede sig ikke til kvartfinalerne, men kunne være gået videre, hvis Japan havde vundet.

ritzau