Selvfølgelig er det en skandale i sværvægtsklassen, at det i en olympisk konkurrence kan betale sig at tabe med vilje, fordi man så undgår at møde en bestemt og måske stærkere modstander i den næste kamp.

Derfor var det også helt i orden, at tilskuerne i Wembley Arena buhede og piftede ad de kinesere og andre badmintonspillere, der faldt over deres egne ben, og som ikke var i stand at løfte selv serveboldene over nettet. Vor udsendte mand i skandalepaladset fortalte noget rystet, at det var det absolut mest pinlige, han nogensinde har overværet i idrættens verden. Og det siger ikke så lidt, for han kommer fra Jylland.

LÆS OGSÅForbundet afviser appel i skandalesag

Og derfor var det på en måde også i orden, at de nederlagssøgende doublepar fra Kina, Indonesien og Korea (2) i går blev sendt ud af turneringen på grund af dårlig sportslig opførsel. Men når jeg skriver »på en måde«, så skyldes det, at jeg ikke helt kan fortænke spillerne i at ’regne den ud’, hvis det er sådan, at et nederlag på rette tid og sted i den sidste ende kan føre til en olympisk medalje. Ja, i virkeligheden kan man vel sige, at de er godt åndssvage, hvis de ikke gør det.

Det må imidlertid aldrig – aldrig nogensinde – kunne betale sig at tabe. Og når det alligevel kan i den olympiske badmintonturnering, så er der noget fuldstændig galt med formlen.

LÆS OGSÅOtte badmintonspillere smidt ud af OL for at tabe med vilje

Så det er i virkeligheden dér, skandalen er. At man i sin iver efter at vise de bedste spillere i flere kampe har fået lavet en turnering, der i bund og grund er et attentat på tanken om, at det altid gælder om at vinde. Jamen, for pokker, sådan har det altid været i badminton: Gå ud og vind. Bum. Videre til næste kamp. Bum. Endnu en sejr. Bum. Og så videre og så videre.

Men sådan er det altså ikke her i London. Og svaret på det tåbelige turneringssystem er ikke at appellere til spillernes moral og tigge dem om at spille for at vinde – i det mindste for tilskuernes skyld, der jo har betalt små formuer for at opleve noget spændende badminton.

LÆS OGSÅBadmintonforbund forsvarer OL-gruppespil

Nej, svaret er at lave systemet om og at nytænke gruppekonceptet i en retning, der stadig giver flere kampe, men som konstant favoriserer vinderne – sådan at forstå, at for hver sejr, der opnås, kommer man som spiller et skridt nærmere en OL-medalje.

I går sagde den olympiske London-boss, sir Sebastian Coe, at badmintonhalløjet var »deprimerende«, men at tilskuerne ikke ville få pengene tilbage. Fortsæt derfor bare med at buhe løs. Ad IOC.