Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 10. aug. 2012 KL. 23.43

Argentina forblødte langsomt mod Bryant, LeBron og co.

Basketfinalen bliver en gentagelse af guldkampen fra Beijing.

Den sene semifinale i den olympiske basketturnering blev en klar sejr til de amerikanske NBA-stjerner mod Argentina.

Sejren lød på 109-83.

Argentinernes fire NBA-spillere, anføreren Luis Scola, Manu Ginobili, Andres Nocioni og Carlos Delfino, kunne ikke stille nok op mod det amerikanske Dream Team.

Kobe Bryant åbnede festen
Alderspræsidenten på det amerikanske hold Kobe Bryant viste allerede i begyndelsen af kampen, at han ikke er blevet for gammel til at dunke. I den første periode stod den 33-årige Los Angeles Lakers-spiller for 11 af amerikanernes 24 point. Tre gange bombede han udefra, mens de sidste to point var et regulært dunk.

Herefter holdt Bryant pause fra scoringer resten af kampen.

Miami Heat-stjernen LeBron James tog det stille og roligt i den første periode, som amerikanerne vandt 24-19. I anden periode overtog han styrepinden og lavede ni point.

Første halvleg endte 47-40 til de godt betalte amerikanske basketspillere. Argentinernes mest scorende i halvlegen, Carlos Delfino, har også sin daglige gang i den amerikanske NBA. Milwaukee Bucks-spilleren stod for 13 af argentinernes scoringer.

Pause til LeBron
I begyndelsen af anden halvleg fortsatte 27-årige LeBron James med at score efter behag, indtil han blev taget ud i de sidste ti minutter. Kevin Durant Oklahoma City Thunder blev kampens topscorer med 19 point.

New York Knicks-spilleren Carmelo Anthony og LeBron James hver scorede 18 point. I øvrigt samme antal scoringer som argentinernes San Antonio Spurs-spiller Manu Ginobili stod for.

I tredje periode fortsatte det argentinske hold med at forbløde ganske langsomt. 74-57 var stillingen, da holdene tog hul på de sidste ti minutter.

Herfra kunne argentinerne intet stille op mod de overlegne amerikanere, der lukkede kampen til slutresultatet 109-83.

Tabte allerede i gruppekampen
Argentinerne vidste det godt på forhånd. At det ville blive svært i North Greenwich Arena.

Allerede i den indledende gruppe havde de oplevet, at der ikke nødvendigvis er noget drømmende over mødet med USA's legendariske baskethold Dream Team. For modstanderne opleves det ofte som et mareridt. I de to holds første opgør tabte de med 126-97 til Kobe, LeBron og alle de andre.

Målt på tilskueropbakning var kampen meget lige.

Spanien venter i finalen
USA har vundet OL 15 gange tidligere. I finalen venter modstanderen fra guldopgøret i Beijing for fire år siden. Spanien vandt deres semifinale over Rusland med 67-59, men var i anderledes store problemer end USA.

Første halvleg vandt russerne med 31-20. Meget tyder på, at spanierne igen ender med sølvmedaljerne.