Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 29. jul. 2012 KL. 23.09

Fiasko: Spaniens fodboldfavoritter er færdige ved OL

Spanierne led sit andet nederlag ved OL til Honduras.

Seniorerne har vundet de seneste tre store slutrunder, men det bliver ikke til alle gode gange fire for Spaniens fodboldlandshold.

Højst overraskende er forhåndsfavoritterne færdige ved OL efter to nederlag på stribe. Japan og aftenens modstander Honduras viste sig at være for stor en mundfuld.

LÆS OGSÅ Japan leverede gedigen overraskelse mod spanske OL-favoritter

Begge hold vandt 1-0 over de nykårede europamestre, der ved legene i London består af U23-spillere.

Angriberen Jerry Bengston var manden, der efter bare syv minutter gjorde det definitivt af med spanierne. Honduraneren vandt en hovedstødsduel med den kommende Barcelona-back Jordi Alba og sendte bolden med panden ind bag David de Gea.

Britisk og brasiliansk succes
Anderledes gik det to af OL-fodboldturneringens andre favoritter.

Storbritannien vandt således sin anden kamp 3-1 over De Forenede Arabiske Emirater. Veteranen Ryan Giggs, Scott Sinclair og Daniel Sturridge scorede for briterne.

Brasilien slog Hviderusland med samme cifre. Alexander Pato, Neymar og den nyslåede Chelsea-spiller Oscar tegnede sig for sambanationens mål.