Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 29. jun. 2012 KL. 11.57

Flyvende Phelps har kurs mod flere OL-rekorder

De amerikanske OL-udtagelser lægger op til nogle bragende dueller i London.

Svømning

USA's OL-hold

Efter de første fire dage af US Trials er følgende amerikanere officielt kvalificeret til OL:

Mænd

  • Ryan Lochte (400 m medley, 200 og 4x200 m fri)
  • Peter Vanderkaay (400 m fri)
  • Brendan Hansen (100 m bryst)
  • Michael Phelps (400 m medley, 200 og 4x200 m fri, 20 m butterfly)
  • Ricky Berens (4x200 m fri)
  • Conor Dwyer (400 og 4x200 m fri)
  • Matt Grevers (100 m ryg)

Kvinder

  • Elizabeth Beisel (400 m medley)
  • Dana Vollmer (100 m butterfly, 4x200 m fri)
  • Allison Schmitt (400, 200 og 4x200 m fri)
  • Missy Franklin (100 m ryg, 200 og 4x200 m fri)
  • Breeja Larson (100 m bryst)
  • Lauren Perdue (4x200 m fri)
  • Caitlin Leverenz (400 og 200 m medley)

Nogle af sølvvinderne samt nummer 5 og 6 i 100 og 200 meter fri vil blive udtaget senere afhængigt af, hvor mange svømmere, der kvalificerer sig i flere discipliner.

Med 14 guldmedaljer fra de seneste to OL-stævner er Michael Phelps allerede i en alder af 26 år en levende legende i olympisk sammenhæng.

Men svømmeren, der fylder 27 år i morgen, har blikket stift rettet mod mere guld og flere olympiske milepæle.

Den første knapt så prangende rekord nåede Michael Phelps allerede på førstedagen af de amerikanske OL-udtagelser, US Trials, der i Omaha er nået halvvejs.

Første nederlag siden 2004
I stævnets første duel med den femdobbelte verdensmester fra 2011, Ryan Lochte, led Michael Phelps godt nok i et jævnbyrdigt løb i 400 meter medley med en margin på 83 hundrededele (4.07,06 min. mod 4.07,89 min.) sit første nederlag ved US Trials siden 2004.

Andenpladsen var dog rigeligt til at sikre Michael Phelps retten til at forsvare sin titel i 400 meter medley i London, og dermed var det en kendsgerning, at Phelps bliver den første amerikaner nogen sinde, der deltager ved OL fire gange.

To medaljer fra alle tiders rekord
Michael Phelps har dog revancheret sig med sejre i 200 meter fri (0,05 sek. foran Lochte) og 200 meter butterfly, hvor han svømmede verdens hurtigste tid i 2012, og dermed er det også en kendsgerning, at Phelps i London får chancen for at sikre sig en af de mere glamourøse OL-rekorder, han mangler i samlingen.

Med sine 14 guldmedaljer er Phelps allerede den mest vindende i OL's historie, men hans i alt 16 medaljer overgås af den russiske gymnast Larisa Latynina, der ved legene i 1956, 1960 og 1964 vandt 18 medaljer fordelt med 9 guld, 5 bronze og 4 bronze.

Det ligner en gentagelse af Beijing
Michael Phelps var tilmeldt syv individuelle løb ved US Trials, men efter at have meldt fra i 100 meter fri, har han stadig chancen for at kvalificere sig i én mere end de otte løb, som indbragte ham guld i alle hans 8 starter i 2008.

Phelps mangler i Omaha at kvalificere sig i 100 meter butterfly, 200 meter rygcrawl og 200 meter medley, og i alle tre discipliner får han konkurrence af Ryan Lochte, der er regerende verdensmester i de to sidstnævnte.

Phelps vandt 200 meter fri, 100 og 200 meter butterfly, 200 og 400 meter medley samt alle tre holdkapper for fire år siden, da Ryan Lochte 'kun' vandt 200 meter rygcrawl og 4x200 meter fri.

Der er lagt op til nogle drabelige dueller om en måned.