Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 8. jul. 2012 KL. 19.42

Årets Fund tager til OL som Europas største talent

Mie Ø. Nielsen genvandt også guldet i 100 meter rygcrawl ved EM for juniorer.

Godt nok blev Mie Ø. Nielsen 'kun' noteret for den tredjebedste præstation ved de europæiske juniormesterskaber med sin sejr i 100 meter rygcrawl, men baggrunden for indsatsen i Antwerpen var da også helt speciel for den 15-årige aalborgenser.

Først torsdag forlod Mie Ø. Nielsen det hårde slid i OL-træningslejren i Kroatien for at flyve til Belgien, hvor hun kom, svømmede og sejrede i løbet af tre dage.

Mie Ø. Nielsen kronede indsatsen ved at genvinde guldet i 100 meter rygcrawl og dermed er hun den suverænt mest vindende danske svømmer ved de europæiske juniormesterskaber nogen sinde.

LÆS ARTIKELÅrets Fund viser OL-form med guld og rekorder

Med sejren i 50 meter rygcrawl i fredags blev Mie Ø. Nielsen den første dansker, der genvinder en EJM-titel, og efter bronze i 200 meter fri og et nyt titelforsvar i 100 meter rygcrawl er den samlede høst på syv medaljer, fire af guld, en sølv og to bronze, hvor den ene sidste år blev vundet i 4x100 meter medley.

Fjerdeplads i dansk juniorrekord
I år måtte Danmark nøjes med fjerdepladsen i 4x100 meter medley, selv om sidste års danske juniorrekord blev forbedret med halvandet sekund.

»Resultatmæssigt er fjerdepladsen naturligvis en skuffelse, men tiden er klart godkendt. Den er blot tre sekunder fra det olympiske kvalifikationskrav, så holdet toppede sidste års præstation«, siger Dansk Svømmeunions talentudvikler, Michael Hinge, til politiken.dk.

Michael Hinge 'nøjes' med at kalde Mie Ø. Nielsen et af Europas største talenter, men vindertiden i 100 meter rygcrawl er et sekund langsommere end den præstation ved Danish Open i marts, der sikrede Mie Ø. Nielsen den individuelle OL-kvalifikation og placerer hende som nummer 7 på den aktuelle verdensrangliste.

I både 50 og 100 meter rygcrawl var Mie Ø. Nielsens vindertider de hurtigste nogen sinde ved EJM.

Næste år slår drengene til
Stævnet bød på i alt ti danske juniorrekorder, og ud over Mie Ø. Nielsens tre medaljer bidrog 15-årige Christina Munkholm med en bronzemedalje, da hun i to omgange forbedrede den danske juniorrekord i 100 meter butterfly, som hidtil har tilhørt Jeanette Ottesen.

»At vi skal vinde medaljer ved EJM hvert år er et led i den udviklingsplan, vi lagde for nogle år siden, og det sker også næste år, hvor det nok er på drengesiden, vi er stærkest«, forudser Michael Hinge.

Daniel Steen Andersen blev således som førsteårsjunior nummer fem i et fantastisk jævnbyrdig finale i 200 meter fri, hvor den 17-årige Horsenssvømmer med 1.49,74 min. var blot 19 hundrededele sekund fra andenpladsen.

Magnus Westermann (50 meter fri) og Anton Ørskov Ipsen (800 meter fri) leverede andre danske juniorrekorder, der dog ikke ramte til finalepladser, mens det rakte til en 8.-plads, at pigernes 4x200 meter fri to gange forbedrede rekorden.