Annonce
Annonce
Annonce
OL 2012 1. aug. 2012 KL. 22.25

Verdensrekord forhindrede taget i at ryge helt af

Daniel Guyrta slog to briter og en japansk legende i en meget larmende finale.

Hvis Lotte Friis skulle være i tvivl om, hvad der venter hende, når hun - forhåbentlig - skal duellere med Rebecca Adlington i OL-finalen i 800 meter fri på fredag, så skulle hun have været i Aquatics Center i går kl.19.37.

På det tidpunkt kæmpede otte brystsvømmere sig tilbage mod bassinkanten på den sidste af tre bassinlængder, og med to briter i feltet var det noget, der fik sat tryk på stemningen i den olympiske svømmehal.

Så blev taget alligevel på
Jeg tør ikke tænke på, hvilken decibelstyrke larmen havde nået, og hvad der var sket med taget, hvis Michael Jamieson var blev værtsnationens første svømmende OL-guldvinder, men det blev forhindret af den verdensrekord, ungareren Daniel Gyurta satte, da han med 2.07,27 min. svømmede tre hundrede hurtigere end australieren Christian Sprengers tid fra det såkaldte dragt-VM i 2009.

Michael Jamieson vandt sølv i 2.07,43 min. og japaneren Ryo Tateishi besejrede på tredjepladsen sin legendariske landsmand, Kosuke Kitajima, med seks hundrededele sekund.

Fortsat ingen med titelhattrick
Kitajima har vundet begge brystsvømningsløb ved de seneste to OL-stævner, og havde lige som Michael Phelps i 200 meter butterfly chancen for at score et olympisk hattrick, som ingen andre har lavet, men det er en rekord, der stadig er 'til salg'.

Gyurtas verdensrekord var den fjerde ved dette OL, men allerede kort efter blev der sat yderligere en, da Rebecca Soni vandt semifinalen i 200 meter brystsvømning med Rikke Møller Pedersen i næsthurtigste tid.

LÆS ARTIKELKun en verdensrekord var hurtigere end Rikke Møller