Eftermiddagssolen bager på et par særdeles veltrænede og slanke brune kvindeben, der ser ud til at fortsætte for evigt i et par korte shorts.

Kvinden tonser den ene forhånd efter den anden ned mod sin mandlige slagmakker.

Den grå T-shirt bliver mere og mere plettet af sved, og det lange brune hår hopper fra side til side, når hun med små yndefulde skridt bevæger sig graciøst rundt på banen.

Lommekameraerne kom hurtigt frem
En bold kommer kort til hende, og hun må helt ned i knæ – så langt ned, at de små shorts bliver endnu mindre, når hun skyder bagdelen bagud.

Lommekameraer løftes i en fart, og udløseren foreviger situationen af en gruppe mænd, der ikke kender hinanden.

Vi befinder os ved det lave sidehegn på den yderliggende bane 17 under US Open. På banen ved siden af slider to mandlige tennisspillere rundt i en femsætsgyser for at sikre sig adgang til anden runde.

Alligevel har en gruppe på 10-15 mænd valgt at vende ryggen til dramaet på banen ved siden af for at se på den yngre langbenede kvindes træning. Flere har kameraer i hånden, og deres øjne er stift rettet mod kvindens krop, mens slagbanen for hendes hårde grundslag ikke ser ud til at interessere dem synderligt.

De lange ben skulle studeres nærmere
Raymond Pagotto suger på et sugerør, der stikker ud af den limonade, han læsker sig med i den fugtige 30 graders varme. Ved sin side har han vennen Bill Tinsley. Begge herrer er i slutningen af 50’erne og fra den samme lille by i Pennsylvania en times kørsel fra New York City.

»Vi ville bare have lidt sol i nakken – det er derfor, vi vendte os om«, siger Raymond Pagotto og smiler bredt bag de tonede solbriller, inden han bestemmer sig for at lade ærligheden råde.

»Okay, okay – vi så de lange ben og tænkte: Dem må vi over og kigge nærmere på«.

Mange forklaringer på udviklingen
Ingen af de to kender tenniskvindens navn, og da der bliver spurgt rundt i gruppen af øvrige mandlige tennisfans, er uvidenheden lige så stor.

»Jeg tror, hun er russer«. » Nej, er hun ikke franskmand? Det ligner hun da mest«, svæver buddene ubesvaret rundt i luften, for ingen aner i virkeligheden, hvem hun er, men benene, dem kan man ikke tage fejl af.

Interessen for kvindetennis er vokset markant i de senere år. Det er der flere årsager til.

En er, at det sportslige niveau utvivlsomt er blevet højere. Bredden er blevet større, og de bedste spillere kan ikke bade sig igennem de første runder længere.

Babefaktoren er steget betydeligt
Nogen vil desuden mene, at det æstetiske niveau er blevet højere, forstået på den måde at kvinderne er blevet lækrere og gør mere for at tage sig attraktive ud. Babefaktoren er med andre ord steget betydeligt, og det har tiltrukket et nyt segment af især mandlige tilskuere.

»Man kan bedre følge med i duellerne, fordi det hele ikke bare går op i serv. De har lange dueller ved baglinjen, men derudover er mange af dem også bare lækre at se på«, siger Raymond Pagotto.

Ved hovedindgangen til US Open har Gabriela Sabatini lagt an til en slicet baghånd. Her hænger hun sammen med de andre US Open-vindere siden 1968, der er vist på plakater i kronologisk rækkefølge.

Den argentinske skønhed var 1990’ernes førstebabe i kvindetennissen. Den hvide polotrøje dækker hendes bryst, og øjnene fokuserer mest på den kraftudfoldelse, hun er i gang med, mens hendes naturlige skønhed kommer i anden række.

Navratilova og Billie Jean King
Længere henne på elefanternes kirkegård spænder Martina Navratilova musklerne.

Jo længere ned ad rækken man kommer, desto dybere kig er der til kvindernes barm, og mængden af glimtende smykker i guld, sølv og hvidguld vokser.

Fra tid til anden har det fået gamle kæmper som Billie Jean King til at opfordre tennispigerne til at skrue lidt ned for sexsymbolsignalerne. Men den holdning møder stærk modstand på bane 17.

»Tidligere så kvinderne mere maskuline ud. Pigerne i dag er måske stærkere end tidligere, men de er attraktive at se på, fordi de er feminine – kodeordet er feminin«, siger Bill Tinsley, der arbejder med at forskønne amerikanske tænder, når han ikke ser tennis.

Inspiration fra modelverdenen
På tenniskvindernes organisation WTA’s hjemmeside kan man se en præsentation af udvalgte topspillere med fuld makeup fotograferet i små tenniskjoler og -nederdele.

De har godt nok en ketsjer i hånden, men positionerne er stillestående og tydeligvis taget i et studie. Flere af spillerne har desuden været en ordentlig tur igennem billedbehandlingen.

Attituden er hentet fra modelverdenen og inspirationen fra reklamefotografiet, hvor smil og personlighed må vige for et fokus udelukkende på look.

WTA-tourens holdning til fremstillingen af tenniskvinderne som sexsymboler er, at ansvaret påhviler spillerne selv og ikke WTA.

Det er resultaterne, der er afgørende
»På WTA-touren promoverer vi vores spillere på baggrund af deres resultater på banen og deres karisma uden for banen. Det er vores primære fokus, men når det er sagt, så er det spillerne selv, der træffer deres egne valg i forhold til deres brand og den måde, de ønsker at markedsføre sig selv på«, skriver Andrew Walker, der er senior vicepræsident i WTA’s marketingafdeling.

Politiken ville gerne have interviewet Andrew Walker, men det var desværre ikke muligt.