Annonce
Annonce
Tennis

Wozniacki misser finale efter nederlag til amerikaner

Ved WTA-turneringen i Auckland har Caroline Wozniacki tabt i to sæt til Sloane Stephens.

Danske Caroline Wozniacki går glip af finalen ved WTA-turneringen ASB Classic i Auckland, New Zealand, efter at hun sent fredag aften dansk tid har tabt semifinalen i to sæt.

Nederlaget lyder på 2-6, 6-7 til Sloane Stephens fra USA.

Kampen blev tidligere fredag afbrudt på grund af regn.

Caroline Wozniacki var bagud 2-5 i første sæt, da spillerne blev sendt i omklædningsrummet.

Den danske tennisspiller havde på det tidspunkt fået sin serv brudt to gange af den velspillende Sloane Stephens.

Afbrudt af regn

Kampen nåede at være afbrudt i omkring 13 timer, før spillerne igen kunne komme på banen og kæmpe om finalepladsen.

Generelt i kampen virkede amerikaneren en smule mere skarp, når det gjaldt de vigtige bolde.

LÆS OGSÅHvilken magtdemonstration af Wozniacki

I andet sæt var Caroline Wozniacki mere aggressiv i sit spil og kom foran. Danskeren kunne dog ikke holde fast i sin føring, og sættet endte derfor meget tæt.

Da Wozniacki missede sin sætbold, blev duellanterne kastet ud i en tiebreak, som amerikaneren vandt sikkert til sætcifrene 7-6.

Den 22-årige amerikaner var ellers bagud 0-5 i indbyrdes kampe mod Caroline Wozniacki, og Sloane Stephens har aldrig vundet et sæt over danskeren. Det er der dog lavet om på med fredagens semifinale.

Wozniackis næste opgave er årets første grand slam-turnering, Australian Open, der går i gang 18. januar i Melbourne.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce