Annonce
Annonce
Tennis

Toptunet Djokovic øger pres på eliten

Hvem skal besejre Serbiens største sportsstjerne? Det bliver den store udfordring i Melbournes hårde varme.

Annonce

Når det er et år siden, at en tennisspiller ikke er nået frem til en finale, så forstår man godt, at humøret ligger over middel. »Jeg har ikke droppet et sæt hele ugen, og da det var mest nødvendigt mod en af mine største rivaler, lykkedes det at spille mit bedste tennis nogensinde i en kamp, hvor det gjaldt et trofæ«. Jo, serbiske Novak Djokovic har høj cigarføring, og ser man på hans præstationer før dette års første Grand Slam-turnering i Melbourne, så er det fuldt forståeligt.

Kommentaren kom efter hans sæsondebut i i Doha, da han i finalen havde leveret en opvisning mod spanske Rafael Nadal. Den succes fulgte i kølvandet på hans karrieres bedste sæson, hvor han i løbet af 2015 erobrede 11 titler og kun i sin debut – også Doha – ikke lykkedes med at nå slutkampen. Med finalen for nylig kan han notere 16 finaler på stribe og 12 titler inden for 12 måneder!

Det kan umiddelbart se ud til at være svært at følge op, men Djokovic kommer i hvert fald til at gøre et helhjertet forsøg.

Djokovic oppe blandt de største

»Jeg spiller nu mit livs tennis, og jeg vil sørge for at dyrke de øjeblikke på banen. Jeg vil bruge min store selvtillid i alle kommende turneringer, og selv om jeg godt ved, at det ikke kan blive ved for evigt, så gider jeg ikke tænke for langt frem«, siger Novak Djokovic til ATP-hjemmesiden. Han er nu nået op på 60 titler og er dermed kommet i selskab med nogle af sportens største navne: Jimmy Connors 109, Ivan Lendl 94, Roger Federer 88, John McEnroe 77, Rafael Nadal 67, Pete Sampras 64, Bjørn Borg 64, Guillermo Vilas 62 og Andre Agassi 60.

Betryggende for Djokovic er det også, at netop Melbourne er hans klart bedste Grand Slam-turnering indtil videre. Fem gange på otte år har han løftet trofæet på Rod Laver Arena, og mange eksperter føler sig overbevist om, at han også denne gang får fingre i sølvtøjet – deriblandt den tidligere danske topspiller Michael Tauson, der nu bl.a. er kommentator.

Man kan se på ham, at han tror ikke på, han kan tabe

Michael Tauson

»Djokovic er ekstremt konstant, spiller aldrig dårligt. Han har en vanvittig god fysik, og så fylder han næsten dobbelt så meget som andre, når han kommer ind på banen. Man kan se på ham, at han tror ikke på, han kan tabe. Han kan det hele på en tennisbane, og han kan spille hurtigere end alle rivalerne«, lyder en første vurdering fra Michael Tauson, der selv var til start i Australian Open i 1990, hvor det blev til nederlag i 1. runde mod amerikaneren Kelly Jones efter fem sæt.

OVERBLIKDjokovic-rivaler skal være tålmodige

»Man kunne se mod Nadal i Doha, at han sætter sine slag mindst to meter dybere end sin modstander, og han kan neutralisere alt, hvad der kommer imod ham. Mod Nadal træder han bare ind og slår til i opspringet – det kræver teknik, timing og masser af selvtillid. Og uden den selvtillid slår man ikke med den fantastiske dybde, og det er en evne, han næsten altid har haft. Dertil har han en fantastisk kontrol og balance på banen«.

Tauson vil ikke blive overrasket, hvis Novak Djokovic kan holde sin dominans i mændenes række et par sæsoner endnu, for næste generation har endnu ikke nået højeste niveau. Det hænger også sammen med en forrygende fysik.

»Han har stor holdbarhed, for ligesom Federer så er han stort set aldrig skadet. Han har gjort meget de senere år for sit helbred – han er glutenfri, han følger et hårdt program, og han er kommet i super form. Jeg har aldrig set ham bedre, end det han leverede i Doha. Reflekserne og evnen til at læse for eksempel modstandernes serv gør, at han oven i alt det andet også har de bedste server på ATP Touren«, vurderer Tauson.

Sidste år sagde spillere som f.eks. Mardy Fish, Robby Ginepri, Michael Russell, Robin Söderling og Jarkko Nieminen farvel til ATP Touren, men alle top-10-spillerne og erfarne navne lige uden for den absolutte top fortsætter med at jagte succes. Det betyder, at det igen er Murray, Federer, Wawrinka og Nadal, som først og fremmest skal udfordre Djokovic. Alle fire ved, de har kunnet besejre serberen, men de ved også, at det nu er ekstra svært. Nadal var i Doha i sin 99. finale, og han har ikke overgivet sig inden nye dueller.

Nadal parat til at vente

djokovic-stime

Novak Djokovic, 28 år, er fra Beograd, bosat i Monte Carlo, og nr. 1 på verdensranglisten. 10 Grand Slam-titler og 60 titler i alt. Trænere er Marian Vajda og Boris Becker.

I 2015 leverede Djokovic karrierens bedste sæson med 15 finaler på stribe: Australian Open (titel), Dubai, Indian Wells (titel), Miami (titel), Monte Carlo (titel), Rom (titel), French Open, Wimbledon (titel), Montreal, Cincinnati, US Open (titel), Beijing (titel), Shanghai (titel), Paris (titel), ATP Finals London (titel)

»Vi får at se i løbet af sæsonen. Denne gang var han klart bedre end mig. Så må vi se, hvordan det ser ud om to uger eller om fem måneder. Det eneste, man kan gøre, er at vente på, at ens modstander ikke spiller på et niveau som for eksempel Djokovic hele tiden. Jeg er klar til at vente på min chance«, siger Rafael Nadal til ATP.

For det store hjemmepublikum kan sejre i første uge ofte skabe tennisfest, da de australske fans er blevet vant til, at deres helte ikke når frem til de store kampe i anden uge mod for eksempel Djokovic. Et lille løft til optimismen kom under den traditionelle holdturnering Hopman Cup i Perth, hvor det omstridte stortalent Nick Kyrgios vandt alle sine fire kampe – bl.a. over Andy Murray – og hvor han i selskab med Daria Gavrilova løb med trofæet.

Kyrgios har solide våben i sit arsenal, og han forstår i høj grad at sætte et hjemmepublikum i bevægelse, men han har også til tider store problemer med at skære ned på underholdningen, når det kniber i de store kampe.

Djokovic har også tidligere haft lidt mentale problemer på banen mod de største navne, hvor han kunne finde på narrestreger og brugte for mange kræfter på ting, der ikke havde med spillet at gøre. Den tid er forbi, og selv om hans to trænere, Marian Vajda og Boris Becker, efter sigende af og til er på kant med hinanden, så fungerer hans lejr optimalt.

Det vidner en kampstatistik for sæson 2015 på 82/6 (sejre/nederlag) om, og Djokovic har vist store evner for at administrere kræfterne i de lange turneringer. Først om en uge skruer han op for blusset.

Redaktionen anbefaler

Kvindernes timeløn i toptennis er en halv million højere end mændenes

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce