Her ses Victoria Azarenka på toppen af den første del af sin karriere. I Cincinnati 2013, hvor hun spillede finale mod Serena Williams.
Foto: Al Behrman/AP

Her ses Victoria Azarenka på toppen af den første del af sin karriere. I Cincinnati 2013, hvor hun spillede finale mod Serena Williams.

Tennis

Nybagt mor truer rivalerne: Jeg kan blive endnu bedre

Den dobbelte grand slam-vinder Victoria Azarenka har efter fødsel indledt sit comeback på Mallorcas græs, og hun har store planer.

Tennis

Det gik godt for Kim Clijsters, og måske vil det også lykkes for Victoria Azarenka. At vende tilbage til tennisbanen efter barselsorlov og stryge til tops. Det er i hvert fald hviderusserens ambition.

Når en spiller som Azarenka, der har været nr. 1 på verdensranglisten og to gange har triumferet ved Australian Open, igen stiller til start på WTA Touren, bliver hun nøje overvåget af kollegerne.

Hvor langt fra eller hvor tæt på er hun i forhold til den spiller, der tidligere nærmest som den eneste for alvor kunne udfordre Serena Williams?

Hendes bevægelser og timing vil blive studeret, og de svage punkter vil blive husket, for nu kan enhver pludselig rende ind i en tidligere magtfaktor, der i mellemtiden er dalet til en placering som nr. 978 på ranglisten.

Jeg mener virkelig ikke, jeg har indfriet mit potentiale endnu, og jeg tror på, at jeg kan blive bedre end før

Det vil sige, at hun ligesom i 2015, hvor hun kom tilbage efter en længere varende skade, er den ubehagelige, tikkende bombe i lodtrækningen.

Dengang løb Caroline Wozniacki flere gange ind i kvinden fra Minsk, der i sæsonen i alt vandt fire gange over danskeren uden at afgive sæt. Det niveau og mere til satser Azarenka på igen at nå.

»Jeg føler, jeg er blevet endnu mere ambitiøs. Jeg vil ud at slås, og den kvalitet har jeg aldrig mistet«, siger Victoria Azarenka på en pressekonference på Mallorca, hvor hun gør sit comeback.

»Jeg mener virkelig ikke, jeg har indfriet mit potentiale endnu, og jeg tror på, at jeg kan blive bedre end før«.

Det er formentlig også denne indstilling, der har fået Azarenka til at fremskynde sit comeback. Hun skulle oprindelig først være startet igen under den amerikanske hard court-sæson i slutningen af næste måned, men ombestemte sig så.

I Victoria Azarenkas sidste kamp, før hun gik på barsel, måtte hun på grund af en knæskade opgive ved French Open sidste forår.
Foto: Alastair Grant/AP

I Victoria Azarenkas sidste kamp, før hun gik på barsel, måtte hun på grund af en knæskade opgive ved French Open sidste forår.

»Jeg var ved at være træt af at træne. Jeg havde brug for noget at træne hen imod. Det drejede sig ikke længere så meget om, hvor klar jeg var fysisk, men mere om jeg mentalt var parat til igen at rejse med på WTA Touren«, fortæller den 27-årige hviderusser.

»Jeg har under træningen knoklet hårdere end nogensinde. Masser af blod, sved og tårer, men også smartere. Der har været tid til at ændre nogle af de ting, du ikke kan ændre, mens du spiller turneringer uge efter uge. Der er blevet arbejdet med teknik og bevægelse, så jeg er sikker på, at jeg forlænge min karriere«.

Til gengæld vil de fleste tennisfans, der har set Azarenka spille, have svært ved at se hende ændre mentaliteten på banen. Og det bliver heller ikke aktuelt.

Jeg har under træningen knoklet hårdere end nogensinde. Masser af blod, sved og tårer, men også smartere

»Jeg vil altid have den indstilling, at jeg giver alt på banen, og den side af sagen bliver aldrig anderledes«.

Ved sidste års French Open måtte Victoria Azarenka i 1. runde opgive i 3. sæt mod italienske Karin Knapp, og siden har man ikke set hende på WTA Touren. Tirsdag genstarter hun karrieren i et 1. runde-opgør mod Japans Risa Ozaki, der vil give de første signaler om, hvor langt den tidligere stjernespiller er kommet efter den hårde træningsperiode.

Skulle det kikse mod Ozaki, bliver der ekstra tid til at bade og hygge med Azarenkas lille søn Leo, der er med på turen.

Lige som Clijsters tog sit barn med på turen, da hun vendte tilbage efter barsel og allerede året efter vandt US Open i 2009.

En sådan præstation vil være en drøm, der går i opfyldelse for Victoria Azarenka, for hun har to gange tidligere stået i US Open-finalen og tabt begge gange til Serena Williams i hårde tresættere.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce