Annonce
Annonce
Tjek 23. jul. 2011 KL. 23.00

Hjem-Is er ulovlig og trues på livet

Hjem-Is kører rundt med ulovlige klokker, siger Rigspolitiet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Harmløst virker det, når en isbil tøffer ned ad vejen og påkalder sig børn og issultne sjæles opmærksomhed med en klokke.

fakta færdselsloven

Færdselslovens bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjer siger:

  • Et køretøj må kun være forsynet med lydsignalapparat, der opfylder følgende bestemmelser:
    A) Lydsignalapparat skal i hele aktiveringsperioden afgive klart lydende tone med konstant styrke og frekvens.
    B) Lydsignalapparat kan bestå af flere sammenkoblede lydgivere, der virker samtidigt.

Men isbilerne kører på den forkerte side af loven og har gjort det i mange år, siger Rigspolitiet og Trafikstyrelsen.

»En hvilken som helst form for lydsignalapparat skal i hele aktiveringsperioden afgive en klart lydende tone med en konstant styrke og frekvens. En klokke, der sidder på bilen, opfylder ikke det krav og er ikke i overensstemmelse med færdselsloven«, siger Frank Thrusholm, chefkonsulent i Trafikstyrelsens biltekniske kontor.

Formålet med loven er at sikre et højt færdselssikkerhedsniveau, og at signaler kun skal bruges i trafikken, hvis der er fare på færde. Frank Thrusholm understreger, at det er politiets opgave at kontrollere isbilerne på vejene.

Politikredsene er blevet oplyst om Trafikstyrelsens tolkning af isbilernes lydudstyr, og også Rigspolitiet finder isbilernes audielle markedsføring ulovlig.

»Så snart isbilerne kører med lyden af klokken, vil det ikke være lovligt i forhold til køretøjsforskrifterne«, siger Andreas Roost, bilinspektør i Rigspolitiets Færdselsafdeling.

Ismændene er forundret
Hjem-Is er forundret over myndighederne. Fordi klokken er løst- og ikke fastmonteret på bilerne, overholder vi loven, siger landechef Anders Brandt-Clausen:

»Hvis der skulle foreligge et problem, vil vi gerne drøfte det med politiet, da vi naturligvis vil følge landets love. Men vi har kørt rundt med klokken i 35 år, og i 1980’erne blev dette spørgsmål rejst i en sag, som vi vandt. Derfor mener vi at have en god sag«, siger han.

Men om klokken er løst- eller fastmonteret, gør ingen forskel, så længe den kører, oplyser Rigspolitiet:

»Hvis Hjem-Is stiller bilen et annonceret sted, ringer med klokken og tager den af, når bilen kører igen, så er det lovligt. Men så snart bilen kører med lyden, er køretøjet ikke indrettet efter forskrifterne«, siger Andreas Roost.

Ny og gammel isbil truet på brødet
I dag bimler 104 biler rundt og tilbyder ispinde og vafler i de fleste danske boligkvarterer.

Klokken i markedsføringen har en vital betydning for Hjem-Is’ evne til at tiltrække kunder. En spørgeundersøgelse fra Hjem-Is viser, at 99 procent af danskerne forbinder klokkelyden med isbilen.

»Hvis vi ikke må bruge klokken, står vi med en kæmpe udfordring til, hvordan vi så skal drive vores forretning«, siger Anders Brandt-Clausen.

Vikingerne udfordrer Hjem-is
I år er der for første gang nogensinde kommet en konkurrent til Hjem-Is herhjemme.

Viking-Is kører således rundt i de sydjyske boligkvarterer med en jagtlignende melodi strømmende ud af bilernes påmonterede højtalere. Men også den lyd er ulovlig at køre rundt med, siger Rigspolitiets Andreas Roost.

Viking-Is har i dag otte røde biler fyldt med Frisko is og en plan om at udvide forretningen til at blive landsdækkende med tiden. Indehaver Per Roth lægger ikke skjul på, at et forbud mod isbilernes lyd vil være det samme som at dreje nøglen om på det nystartede firma.

»Så trækker myndighederne grundlaget væk under vores forretning. Man skal huske på, at 99 procent af vores og Hjem-Is’ salg er impulskøb, fordi forbrugerne reagerer ved at høre og se bilen derude på vejene. Derfor vil et forbud dræbe os med det samme, mens Hjem-Is kun vil overleve lidt længere«, siger Per Roth.

Lige vilkår for den røde og den blå
Han undrer sig såre over udmeldingen fra myndighederne, for inden opstarten 1. marts fik Viking-Is tilladelse fra Sydjyllands og Sydøstjyllands Politi til at spille musik i markedsføringen.

»Sydøstjyllands Politi så ikke noget problem i det, så længe det ikke var til væsentlig gene for omgivelserne. Vi mener ikke, vores lyd er ulovlig, og hvis den blå bil (Hjem-Is, red.) må, så må den røde også – ellers er det jo total diskriminering. Hvis begge lyde bliver forbudt, må vi forholde os til det, men vi har altså ikke hørt om det her problem før nu«, siger Per Roth.

I Sydøstjyllands Politi oplyser kommunikationschef Ulla Kaspersen, at »såfremt det måtte være strafbart, vil håndteringen af konkrete hændelser indgå i politikredsens løbende, prioriterede indsats«.

Viking-Is har for tiden mere end én kniv for struben. Hjem-Is har trukket sin konkurrent i fogedretten med anklager om, at stifterne af den nye isbil har taget forretningshemmeligheder med sig efter mange års ansættelse i Hjem-Is. Hvis der bliver nedlagt et fogedforbud, må Viking-Is dreje nøglen om, siger Per Roth.