'Deus Ex'’ er en titel, der aftvinger respekt. Det er kun en mindre intertekstuel overdrivelse at kalde det for spillenes ’Citizen Kane’ eller ’Ulysses’.

Tilbage i 2000 var reel valgfrihed – ligesom det i øvrigt stadig er det – et særsyn inden for computerspil. Der var én vej igennem spillene, én udgang på enhver mission. En kugle gennem mafiabossens hoved eller en kugle gennem mafiabossens hoved.

Spillet mod strømmen
’Deus Ex’ gik mod strømmen. Det var ikke total frihed, men det var et stort skridt i den rigtige retning. Fik man til opgave at befri en gruppe gidsler, fik man samtidig flere mulige løsninger.

LÆS ANMELDELSENLandevejsrøvere huserer i moralsk actionspil

Det var et spørgsmål om temperament, om man sneg sig forbi terroristerne gennem kloakker og luftkanaler, afledte deres opmærksomhed ved at detonere noget C4-sprængstof, hackede sig ind i deres computernetværk for at vende deres sikkerhedssystemer mod dem – eller blot dræbte dem alle i et blodigt frontalangreb.

Det var – og er – lidt mere nuanceret end valget mellem automatriffel og haglgevær i ’Gears of War’.

Ud af rammerne
Godt et årti senere er der imidlertid sket skuffende lidt på den front. For hvert ’Fallout 3’, der giver spilleren mulighed for at trække spiluniverset i en moralsk eller amoralsk retning, er der hundredvis af spil, der bygger på – og samtidig forstærker – det synspunkt, at spillerne er tilfredse med en i forvejen given løsning.

Computerspil som malebøger, hvor man er tvunget til at blive inden for stregerne? Det er som oftest tilfældet.

’Deus Ex: Human Revolution’ viderefører arven fra det første ’Deus Ex’. Der er ikke balance mellem strategi og action, list og råstyrke, men i stedet noget endnu bedre: En spillerbestemt vægtning. Man bestemmer selv, om ens digitale alter ego skal være en bebrillet computernørd eller en kampvogn af kød og blod – og lidt metalopgraderinger.

Mød hr. Jensen
I ’Human Revolution’ spiller man Adam Jensen, sikkerhedschef for Sarif Industries.

Sarif Industries er én af flere virksomheder, der i det herrens år 2027 forsker i at forbedre menneskets fysiske og psykiske egenskaber. Implantater gør de udvalgte stærkere, hurtigere og klogere. Nogle lærer at hacke umulige netværk, som var de ét med computerkoden bag; andre kan springe ned fra femte etage uden så meget som en forstuvet ankel.

’Augs’ bliver de – med foragt i stemmen – kaldt af den almindelige befolkning, der frygter det ukendte. På gaderne i Detroit og Shanghai kigges der skævt til dem.

LÆS ANMELDELSENGemini Rue: Modent adventurespil i silende regn

Selve hovedfortællingen er et klassisk dystopisk opkog af konspirationsteorier, storkapitalisme og terrorisme og er ikke nær så interessant som de mange underfortællinger. Det er først, når man lader sig rive med af alle afstikkerne, at ’Human Revolution’ for alvor viser sit værd.

Det er luderne med stikmærker og 80’er retropunkerne med skriggrøn hanekam, der – alt efter temperament – skal lokkes væk fra eller fjernes fra sidegaderne, som får én til at sætte tænderne i en verden så fordærvet, at der nærmest svirrer fluer om den.

Fremtidsvisionen er lige så kulsort deprimerende, som spillets tematisering af dna-manipulation og stamcelleforskning er aktuel. Udstødelsen af de fremmede, de implantatforandrede, peger her, der og alle vegne i vores samtid og vores historie – og tilmed uden at banalisere nogen af delene.

Sammenhængende vision
'Human Revolution' formår som (alt for) få andre spil at strikke en sammenhængende verden sammen. Hele vejen fra kloaksystemet fyldt med udstødte hjemløse, der skider og indtager deres madrester ét og samme sted, til de kobber- og guldbelagte direktørkontorer i Sarif Industries er der noget eller nogen at interagere med.

Der er computere, der kan hackes, udluftningsskakte, der kan kravles i og – naturligvis – folk, der kan udfrittes, afpresses, kysses røv på eller skydes en kugle for panden.

Alle løsninger virker naturligvis ikke altid lige godt, men friheden til at vælge er imponerende.

’Human Revolution’ er noget af det tætteste, man kommer en interaktiv udgave af Ridley Scotts ’Blade Runner’, og den eneste seriøse anke mod spillet er, at ikke alle enkeltdele fungerer lige godt.

Mens hjertet for eksempel ender helt oppe i halsen, når man forsøger lydløst at snige sig forbi sikkerhedskameraer, automatiske våbentårne og seks-syv vagter ved at aflure patruljemønstre og synsfelter, er ildkampene en blodfattig omgang: Find dække, udvælg en fjende, læn dig ud i det åbne, skyd ham, gå i dækning igen – og gentag efter behov.

LÆS ANMELDELSENSmæk russiske rumvæsner i gulvet

Den slags tekniske mangler er dog kun en lille ridse i lakken. Når man hacker, sniger og dræber sig vej frem til hemmelige dokumenter om højtstående embedsmænd, der måske, måske ikke kan vende op og ned på afgørende magtstrukturer, er man til stede med krop og sjæl, som gjaldt det hele verdens skæbne.

Og netop det, at det ofte gør det, er måske det mest imponerende overhovedet.