Selv om der let går kinesisk lykkekage i symbolikken, er skrøbeligheden mærkbar, når man første gang rækker ud efter spøgelsespigen Yorda.

Mærkbar i bogstaveligste forstand, fordi spilcontrolleren ryster svagt i éns hænder, mens Yordas hånd strækker sig umærkeligt ud af skærmen og ind i éns hjerte.

Computerspillet ' ICO' er trods sine ti år på bagen et af de få spil, der elegant og underspillet skildrer kærlighed på spil. Og kærlighed skal være beskyttende, altopofrende og uselvisk, da hele spillet handler om at føre pigen Yorda til friheden. Diametralt modsat viser ' ICO's sjælelige efterfølger, ' Shadow of the Colossus' fra 2005, hvordan kærlighed kan blive besættende, destruerende og selvmorderisk i heltens egoisme.

LÆS ANMELDELSENKunstfærdig kamp mod kolosser

Begge spil udkom til PlayStation 2 tilbage i 00' erne, men har nu fået et ansigtsløft med skarpere grafik og forbedret lyd. HD-udgaverne er på alle punkter en respektfuld restauration, der bør danne skoleeksempel. De respekterer kildematerialet og tilfører ikke uvedkommende features eller ekstra lir.

Ueda imponerer igen
Manden bag begge spil er den japanske spilinstruktør Fumito Ueda, der med disse to spil på alle måder matcher visionære filmskabere som Hayao Miyazaki eller Tim Burton, når det gælder disciplinen snørklet hjerne.

Ueda synes altid at have et centralt budskab, et mål eller en mening med sine spil. I modsætning til andre spiludviklere, der stiller sig tilfredse med, at deres spil sælger, mens kunstfærdigheden kan komme i anden række.

I Uedas debutspil, ' ICO', spiller man en lille dreng, Ico, der skal flygte fra en gigantisk borg sammen med den hvide spøgelsespige Yorda.

Umiddelbart er borgen forladt og i forfald, men snart flakser mørke skyggevæsner op fra jorden i en utrættelig jagt efter Yorda. Kun bevæbnet med en kæp skal væsnerne manes tilbage i jorden, men dog er spillets primære ærkefjende selve borgen og dens fjendtlige arkitektur.

LÆS ANMELDELSEN ICO: En smuk saga

Hvert eneste rum i borgen udgør en forhindring og gåde, der kun kan løses ved hjælp af grundig udforskning og opfindsomhed - og altid med Yorda tæt ved, da hun aldrig må lades i stikken.

I skyggen af kolosserne
Denne tætte tosomhed er ikke direkte videreført i Uedas mere actionmættede ' Shadow of the Colossus'. Til gengæld er der fællesnævnere i skildringen af kærlighedens pris og dens personlige konsekvenser.

I spillet træder man ind i rollen som den ensomme helt Strejferen, der indleder historien med et manisk ridt mod et stentempel. På hesten bærer han en livløs kvinde, men stentemplets gud kan bringe hende tilbage til livet på én betingelse: at Strejferen rider ud og dræber en for en seksten kolossalt store monstre i eventyrlandet.

En  stor del af 'Shadow of the Colossus' går med at kravle rundt på de gigantiske monstre, mens man prøver at finde deres svage punkt.

Man rider uden tøven ud i det golde eventyrland i jagten efter de omflakkende kolosser, der hver især udgør en unik udfordring. Koloskampene er omdrejningspunktet, og de har alle et svagt punkt, som skal findes - ofte mens man kravler rundt på dem som en myg på en minotaur.

LÆS ARTIKELMod til at eksperimentere fører til kunst

Variationen her er uforlignelig, for på trods af at våbnene kun er bue, pil og sværd, er vejen til fremskridt ikke til at forudsige, og hver eneste kolos føles som et minispil i sig selv. Fumito Uedas genialitet er ikke blot, at kampene i sig selv er medrivende som et helt spil i egen ret, men samtidig deres iscenesættelse og dobbelttydede følelsesrum.

For selv om det maskuline heltebryst svulmer af stolthed, når kolosserne brølende braser mod jorden, klinger det hele forkert, når musikken på lydsiden samtidig skifter til det dystre med stik af afsavn og ensomhed i stedet for end at buldre storladent og heltemodigt.

På subtil vis får Ueda sået tvivl om, hvem der i virkeligheden er monstret.

Samme DNA
Uedas mål med disse to meget forskellige spilfabler er - heldigvis - aldrig eksplicit, men tematisk set deler de dna. I begge spil er pigen fanget i en anden dimension end helten, og det er hans omsorg og latente beskyttertrang, der sørger for fremdrift i spillene. Begge spil vægter mystikken samt spillernes egne reaktioner og handlinger højere end at overforklare og tolke alt.

I  'ICO' skal man forcere mange forhindringer i borgen, der derved bliver spillets største omend passive hovedfjende.

Ueda mestrer tvetydigheden, når følsomheden bliver indlejret i detaljerne i lyden, i animationerne eller i dramaturgien - som når både borgens og landskabets storhed bliver til en tyngende faktor, eller når Yordas skrøbelighed trænger gennem controlleren, eller når Strejferens maniske dødsjagt på kolosserne bliver retfærdiggjort i kærlighedens navn.

LÆS ANMELDELSEN'Sword & Sworcery' er en moderne milepæl

Begge spil er på alle punkter bedre i deres 2011-klæder, simpelthen fordi grafikken nu i HD vækker detaljerne og animationerne til live, mens lyden så afgjort er endnu mere overrumplende. En teknisk triumf, der giver mening, fordi Ueda har forstået at udnytte den kunstnerisk.

'ICO' og ' Shadow of the Colossus' er blandt de få spil, der vokser sig større med tiden, fordi de forstår, at magien ligger i vores handlinger og i det usagte. Og de to spil skaber til sammen et tidløst portræt af kærligheden i spændfeltet mellem det altfavnende og det destruktive.