Tvistet i ' Where is my Heart' fra københavnske Die Gute Fabrik kræver tid, men berører temaer som samarbejde, ensomhed og kærlighed.

Og det udfordrer i høj grad også de normale måder, hvormed vi normalt afkoder medier - det hvad enten det er en bog, en tegneserie eller et platformspil.

LÆS ANMELDELSEN Rayman Origins strutter af selvtillid

Anslaget er, at tre monstre i hver bane skal finde vej igennem en skov. Umiddelbart ligner det et udklip fra et ældre spil i den klassiske ' Mario'-klasse; selv grafikken har det grovkornede retrolook med rod i 80' ernes spilæstetik. Men ligheden er kun overfladisk, for alle baner er som limet sammen af firkantede tegneseriefelter af forskellige størrelser, der efterfølgende er blevet klippet i stykker og smidt rundt på skærmen som løsrevne puslespilsbrikker.

Genialiteten  i ‘Where is my Heart’ ligger primært i designet, sekundært i æstetikken og lydbilledet. Hele spillets grafiske univers er helt sit eget holdt i pastel-farver i lyslilla og grøn.

Brikkerne og derved banerne hænger aldrig sammen, som vi forventer det, men flyder i en art levende kollage: Gå ud af feltet i midten, men duk frem igen nede i venstre hjørne. Netop her i dette visuelle virvar ligger spillets unika gemt.

Tun ind på frekvensen

Trumfen er, at disse tegneserierammer danner kernen i alle spillets gåder, og særligt når man efter et par baner får evnen til at rotere brikkerne og nu skal hoppe mellem dem for at løse gåderne. Jovist er det svært, men langsomt siver gådernes logik ind, og man tuner sig ind på spillets frekvens.

' Where is my Heart?' er på en gang bedragerisk simpelt, forbistret komplekst og dybt fascinerende, fordi det tvinger sin spiller ud på så knasende tynd is. Men det greb er nødvendigt, for ellers kan spillet ikke ruske op i normerne og tvinge os til at se både tegneserien og platformspillet med friske øjne.

LÆS ANMELDELSEN Spillet 'Limbo' er et mageløst mareridt

' Where is my Heart?' er for kompromisløst og eksperimenterede for hyggespilleren, men giver man det tiden, fanger det ens hjerte og er en værdig arvtager til det danske kunstspil ' LIMBO' fra 2010 - blot uden samme makabre brutalitet og indestængte dystopi.