Annonce
Annonce
Annonce
Tjek 18. apr. 2012 KL. 09.30

Butikskæde vil sælge ældre varer til spotpris

Forbrugere kan spare penge, hvis de vil købe varer med fremskreden dato.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Står du og mangler en medisterpølse i aften og er ligeglad med, om den har sidste holdbarhedsdato i morgen?

Så bliver det nu nemmere at gøre en god handel.

Rema 1000 lancerer i denne uge en kampagne, der skal øge forbrugernes opmærksomhed om produkter, der er ved at blive for gamle og kan købes til reducerede priser.

»Vi vil sætte fokus på problemet med datovarer og vende det til noget positivt ved at indføre tydeligere skiltning på hylderne og karakteristiske mærkater på varerne«, siger Anders Rene Jensen, indkøbsdirektør i Rema 1000.

»Vores købmænd forsøger i forvejen at sælge datovarer til stærkt nedsatte priser og sætte mærkater på, men nu vil vi systematisere salget på en måde, der hjælper forbrugerne og samtidig bidrager til at reducere madspildet«.

Laks til under halv pris
Et af de steder, hvor de nye mærkater og skilte er sat op, er Rema 1000 på den gamle Carlsberggrund i Valby.

LÆS OGSÅButikker overvåger kundernes indkøb i stor stil

Her viser købmand Max Skov Hansen stolt de fire nye sektioner med varer, der snart er for gamle, frem.

Her er sektioner til brød, kød, pålæg og mejeriprodukter på tilbud.

»Nu vil vi være offensive omkring varer, der er ved at blive for gamle. De skal være synlige. Det er en stor fordel for os, at vi får solgt varerne og ikke skal smide dem ud. Derudover får forbrugeren en billigere vare«, siger Max Skov Hansen fra Rema 1000 på Carlsberggrunden.

LÆS OGSÅJohannes finder 80 procent af sin mad i skraldespande

Blandt tilbudene i Rema 1000 på Carlsberggrunden i dag er en økologisk Creme Fraiche fra Osted Mejeri, som normalt koster 13,95 kroner, men pågrund af udløbsdatoen nu kun koster fem kroner. Det er også muligt at købe en lammeculotte, der sat ned fra 42 kroner til 20 kroner, og skiver af laks sat ned fra 12,95 kroner til fem kroner.

»Det er ikke fordi, vi tjener mange penge på de her produkter, men det er da bedre end at smide det hele ud. Ja, og jeg forventer da at spare penge på renovationsregningen«, siger Max Skov Hansen.

En bevægelse i gang
Og det er ikke små mængder af mad, der hvert år bliver smidt ud. Undersøgelser viser, at detailhandlen hvert år smider op i mod 45.000 tons mad ud.

Det har skabt grobund for fænomener som skraldere, der lever af at spise affald fra supermarkedscontainere.

LÆS OGSÅReklamer gør danske varer alt for dyre

En anden konsekvens er forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, der arbejder for at nedbringe mængden af mad, der bliver smidt ud både af kommercielle aktører og private husholdninger.

»Vi oplever en øget interesse blandt danskerne for at reducere spild af mad , for eksempel ved at gøre et godt køb, når man ved, man skal bruge varen samme dag og ved, at varen bare bliver smidt ud, hvis ikke den bliver solgt«, siger stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul.

Sidst på måneden
En af kunderne i Rema 1000 er pædagogmedhjælper Zenia Nykjær, der netop har rakt ud efter en medisterpølse nedsat til 10 kroner og med en sidste holdbarhedsdato samme dag.

Indkøb.  Zenia Nykjær forsøger at begrænse sit madspild. Hun spørger for eksempel altid sine, hvor mange kartofler de kan spise, inden hun sætter en masse over at koge. - Foto: Finn Frandsen Hun er enlig mor, og synes det er en rigtig god ide, at der nu bliver gjort noget for at begrænse madspildet.

»Jeg havde ikke set den nye skiltning, som er lidt anonym, men da jeg så prisen, var jeg godt klar over, at den skulle bruges hurtigt eller fryses ned. Og det er da noget svineri, at vi går og smider så meget mad ud«, siger Zenia Nykjær.

LÆS OGSÅHer er de bedste supermarkeder på nettet

Men det er ikke kun for at spilde mindre mad, at Zenia går efter de varer, som er nedsat i pris.

»Når man er enlig forsørger med tre børn, så er dejligt, at man kan købe nogle varer, der er billigere. Særligt sidst på måneden, hvor pengene er små. Så menuen står på boller i karry, som jeg laver af medisteren, i aften«, slutter Zenia Nykjær.

Pengene tæller
Også købmand Max Skov Hansen medgiver, at den store motivationsfaktor for hans vedkomne er penge.

I den nye Rema 1000 på Carlsberggrunden forventer Max Skov Hansen, at omsætningen vil blive i omegnen af 60 til 80 millioner kroner om året.

Heraf er det normalt med et svind på omkring en procent af omsætningen.

»Med det her nye tiltag håber jeg, at vi kan reducere svindet med 50 procent, og det vil sige, at vi kan spare op i mod de 400.000 kroner om året. Samtidig vil vi gerne være med til at sætte gang i en bevægelse, der kan minimere mængden af mad, der bliver smidt ud hver eneste dag«, siger Max Skov Hansen.

FACEBOOKBliv ven med Politiken