Først en bøn.

Lad ikke denne retro-grove pixellerede stil, det skæve navn eller den kridhvidt-klædte klump af en intetsigende hovedperson narre: ‘Fez’ er et på alle punkter mere postmoderne spil end spilmarkedets vanlige opbud af storladne filmiske spil, der har mere travlt med at imitere Hollywoods filmdogmer end at opfinde egne veje inden for spilmediet.

Fem år har den amerikanske spil-auteur Phil Fish arbejdet på denne debut, og anstrengelserne er en spilbar lussing til de dynger af nutidige spil, som ofte i anfald af kreativ desperation hugger ideer, historier og spilmekanikker fra konkurrenterne, men uden talent til at gøre disse tyvekosterne til deres egne.

LÆS ANMELDELSENDigitale skabelsesberetninger er overrumplende gode

Med ‘Fez’ viser Phil Fish sig som en både krøllet, autistisk talentfuld og dybt perfektionistisk spilskaber, der med overlegenhed stjæler fra forbilleder som japanske ‘Super Mario’ og russiske ‘Tetris’, men altid med et stramt blik for at blende idolerne sammen til et mere personligt og større potpourri.

Kender kernen
Fishs selvsikkerhed er ikke påtaget eller kunstlet, men kommer fra, at han med ‘Fez’ kender kernen af sit spil - og begrænsningerne ved det - ud og ind.

Og har man som hans spiller først forstået potentialet i den grundlæggende idé, så springer ‘Fez’ ud som en skattekiste af slående snørklede gåder, der ofte er ulig alt andet på markedet i dag. Også i sværhedsgrad, da flere af gåderne nærved kræver en ph.D-grad i kryptologi.

Sidst vi så lignende enmands-præstation var med Jonathan Blows tidløse ‘Braid’ fra 2009, der stadig den dag i dag står som en urokkelig milepæl med sine gåder og historie udsprunget fra en kerne i tidsmanipulation.

LÆS ANMELDELSEN AF BRAID'Braid' er et tidløst mesterværk

Kernen i ‘Fez’ er, at det både ligner og styres som et vanligt platformsspil holdt i to-dimensioner, men det skal spilles i tre. Ved et knaptryk kan man rotere hele spillets univers rundt i trin af 90 grader, så hver bane reelt set har fire forskellige “sider”. I den enkle idé opstår magi.

Ved at dreje universet rundt afsløres skjulte døre, hemmelige huler og ofte bjergtagende optiske illusioner, der får selv M. C. Esher på glatbane. Målet er altid at indsamle brudstykker af knuste terninger, for jo flere hele terninger, jo flere baner åbner spillet op for.

Hvor tænksomme platformsspil som ‘Super Paper Mario‘ eller ‘Echochrome’ før har udforsket det løbende perspektivskifte mellem 2D og 3D, så trækker ‘Fez‘ mekanikken udi det ekstreme og laver et forhindringsbane, der sætter ens hjerne i helt nye opdrejninger.

Samtidig finder man hurtigt ud af egne begrænsninger, for nok er vor hjerne ferm til at begribe verdener i 3D, men det bliver en tak sværere, når dette dimensionelle gearskifte sker konstant for at knække gåderne. Andre markant sværere gåder kræver, at man knækker spillets selvopfundne alfabet eller aflurer skjulte beskeder indbygget i baggrunden på banerne, og derfor kræver 'Fez' markant mere dedikation af sin spiller end langt de fleste andre gåde-spil.

LÆS ANMELDELSENSpillet 'Limbo' er et mageløst mareridt

Ganske som i Blows ‘Braid’ eller danske Arnt Jensens ‘Limbo’ er alt held elimineret i ‘Fez’. Her er ingen straf for at dø, ingen fjender, ingen point eller liv og ingen “powerups”, så ens hvidklædte hovedperson løbende får nye evner gennem spillet. Uanset hvad kan du kun hoppe, samle objekter op og rotere banerne rundt, hvilket gør ‘Fez’ til ren og skær problemknusning.

Eneste powerups er interessant nok dem, der popper op i ens egen hjerne i takt med, at man aflurer spillets tricks og knækker dets sublime gåder.

Pixel-grafik holder
Spillets pixelart-stil trækker tråde tilbage til 80´ernes platformsspil, men med smagfulde special-effekts og særligt hele 3D-effekten får spillet et mere neo-retro-udtryk, der vigtigst at alt er ekstremt udtryksfuldt og personligt.

Alt i ‘Fez’s verden sprudler af liv: her en måge, her en krybende orm og der en mus, og på den vis bliver hele spillets æstetik en spejling af spilmekanikken, der netop også bygger på nyt kombineret med det ældre.

Eneste steder, hvor ‘Fez’ ryster på hånden er i spillets totalt uoverskuelige 3D-kort, som gør større skade end gavn, en forvirrende og snørklet banestruktur og sin introverte baggrundshistorie, der aldrig giver klare koncise svar.

Men man fornemmer, at det netop er selve ideen.

‘Fez’ er en spektakulær enmands-præstation, der er kørt fuldkommen af sporet. Og heldigvis for det, for på disse nye uudforskede spor vælder den overrumplende kreativitet fra en enkelt spilskabers fem år lange besættelse frem - og den funkler netop klarest, når den ikke er tæmmet af hverken demokratiske rundbordsbeslutninger eller emsige spiludgivere, der forsøger at strømline alt til alle.

FACEBOOKBliv ven med Politiken