Har du hørt den om kvintetten bestående af en kvist, en valmuekapsel, en fjer, en svamp og et jødekirsebær, der redder verden? Næppe, men det er de fem vildt usandsynlige helte i spillet ' Botanicula', der gør en dyd ud af at stritte fuldkommen mod de faste normer.

Selv om rammehistorien er nok så velkendt - de fem flora-faunaers centrale livstræ er ved at blive besat og dræbt af en hær onde sorte edderkopper - så er resten det så langtfra. ' Botanicula' er en særling af de større og derfor også umådelig svær at sætte i bås.

LÆS ANMELDELSENTo nye eksperimenterende spil viser vejen

Det skyldes dels, at spillet er gennemsyret af en suveræn stilsikker og slående original visuel stil, dels at fokus er lagt på oplevelse og udforskning snarere end point og gådeløsning.

I scenerne rundt omkring i livstræet dukker utallige fantasidyr og planter op, der alle synes sært organiske, sprælske og levende, mens både træets grene, blade og kviste har nærmest pulserende blodårer, og al tekst er bandlyst fra selve spillet.

Særhed som motto
Denne unikke stiltilgang er varemærket for spillets skabere. ' Botanicula' er andet udspil fra tjekkiske Amanita Design, der for alvor brød igennem i 2009 med spillet ' Machinarium'. Dets succes var delvis grundet i, at den visuelle stil var som ' Otto Frello møder Storm P. i en snavset robotverden', men altid besjælet af charme og menneskelighed.

Gåderne  er altid fuldkommen non-verbale og alt tekst er bandlyst fra 'Botanicula'. Her klipper man en edderkop ned ved at bruge et krappe-dyr, men af og til er logikken mere syret end her.

I den visuelle afdeling leverer ' Botanicula' igen varen som et levende kunstværk, man nemt bare får lyst til at stirre sig blind på.

Banalt til genialt
Mens man i samlet flok styrer de fem meget forskellige hovedpersoner rundt i samlet flok fra gren til gren, så er målet altid at indsamle forskellige objekter for at løse en mission. I starten er det - skuffende uoriginalt nok - fem nøgler, men senere bliver det planter og dyr, mens man gradvist får lagt puslespillet, der udgør spillets baggrundshistorie om edderkopperne vs. livstræet.

LÆS ANMELDELSEN'Tiny Bang Story' er et flot, men uinspireret puslespil

Selve gåderne balancerer mellem det banale og det geniale, men kan oftest løses ved at være kvik, god til at observere dyr og planters adfærdsmønstre og tænke skævt. Men af og til bliver det simpelthen for kunstlet, indadvendt og ekstremt mystisk. Oftest aner man ikke, hvad man klikker på, og i andre scener løser man gåderne uden helt at ane, hvad man gjorde og hvorfor.

Nuvel svælger ‘Botanicula’ i mystik, når hele spillets “sprog” er totalt tekstløst og præcis som i ‘Machinarium’ udelukkende består af animationer, lydeffekter og visuelle ledetråde, men det resulterer ofte i et stik af frustration. Særligt når spillet her bliver mere kompromisløst selvsmagende end godt er.

Helt sin egen
Dog er ‘Botanicula’ en kunstnerisk spiloplevelse udover normen, fordi det hviler i sig selv og sætter sig solidt på tværs af strømmen af generiske spil fabrikeret på samlebånd efter markedets efterspørgsel. ‘Botanicula’ er der ingen, der har spurgt efter. Derfor fungerer det.

I  ‘Botanicula’ skal et kæmpe-træ reddes fra sorte onde edderkopper, og alene den sprudlende opfindsomhed i spillets fantasi-flora og fauna er bjergtagende. Så på trods af den til tider frustrerende mystik, er ‘Botanicula’ en strømpil for spil tæmmet af mennesket på fantasiens præmisser snarere end underlagt teknologiens begrænsninger. Det kræver mod at få hver scene til at sprudle af liv og opfinde et så dragende sælsomt univers af flora og fauna fra bunden af.

Og det kræver nosser at sætte en kvist, en valmuekapsel, en fjer, en svamp og et jødekirsebær i hovedrollerne og slippe af sted med det.