Analogue: A Hate Story er lidt af en sær størrelse. Det er egentligt ikke så meget et spil, som det er en interaktiv fortælling, der kammer over af samfundskritik og kritik af vores sociale konstruktioner.

Det resulterer i en ørkenvandring af lange fortællinger, men det er også et unikt kendetegn for udvikleren bag, Christine Love, der ikke beror på traditionelle spilmekanikker til at få et banket sit budskab igennem.

LÆS ANMELDELSENPaul & Percy er den tænkende mands Mario

Hun lader derimod spilleren selv opleve de små, sammensnørklede historier, der tilsammen danner den overordnede fortælling, på ens egne betingelser – om man kan lide det eller ej.

Sci-fi i tekst
Da et rumskib pludselig forsvinder ude i et uendelige univers, skal årsagen findes. Derfor sendes man ud for at indhente logbøger fra rumskibets færd, og det er her 'Analogue' tager sine spæde skridt.

Inden længe kommunikerer man med skibets kunstige intelligensI, men da den ikke forstår normale ord, skal man i stedet grave sig igennem den ene logbog efter den anden for at finde ud af, hvad der egentligt er sket. Det lyder som en klassisk opskrift for et sci-fi eventyr, men Love styrer med spillets udvikling hurtigt ned ad en helt anden vej.

Det resulterer udelukkende i alenlange dialoger med skibets kunstige intelligens, men det sparker også gang i en samfundskritisk metafor, hvor rumskibet og dets passagerer fungerer som beviser på kvindehad, patriarkalsk styre og seksuelle konflikter.

Samfundskritik i overflod
Den sociale diskussion springer frem og tilbage i logbøgerne og samtaler med rumskibets intelligens, hvor man uafbrudt skal lede efter spor i hver log, så man kan indsamle den påkrævede information. Da en anden computerintelligens melder sig på banen, ridses de kontroversielle emner endnu mere op, og det er her, hvor man pludselig indser, at man er godt fedtet ind i en moralsk lektie, hvor man tvinges til at vælge side.

Man sidder aldrig med følelsen af, at man er i gang med et decideret computerspil, da man langsomt bladrer sig igennem logbøgerne, for selvom der et specifikt mål, så skubbes det hurtigt til side for i stedet at finde hoved og hale i, hvordan logbøgernes intriger dækker over personernes kvaler.

LÆS ANMELDELSENI socialrealistisk fantasyspil er der bagtanker med alt

Det kan være en usædvanlig tung affære at trave sig 'Analogue: A Hate Story', for med den fortæller-tunge stil, må man ufrivilligt overlade sig selv til Christine Loves evne til at sammenstykke et narrativ, hvor man konstant føler sig motiveret til at finde djævlen i selv de mindste detaljer.

Ofte vælter hele den socialkonstruktivistiske opstilling og ikke mindst kritikken heraf, men når det endelig lykkedes at lokke spilleren dybt ind i logbøgerne og samtidig glemme alt om, at man ikke kommer i nærheden af typiske spilmekanikker, så er 'Analogue: A Hate Story' et strålende eksempel på, hvordan et computerspil slet ikke behøver at være et egentligt spil.