Større, vildere og dyrere uden at afvige for meget fra de rammer, der gjorde det oprindelige værk til et hit.

Sådan lyder den gyldne regel i Hollywood, når det gælder filmfortsættelser, og håndteret rigtigt kan det blive en overvældende oplevelse som f.eks. Christopher Nolans 'The Dark Knight', mens Michael Bays 'Transformers 2: De Faldnes Hævn' røg i den modsatte grøft, fordi den pustede sig selv op med latrinær humor, et ikke eksisterende plot og ligegyldig larmende action.

LÆS ANMELDELSEN Spektakulær dragejagt er årets mest magiske rollespil

Spilfortsættelser følger samme gyldne regel og fostrer lige så mange 'Dark Knights' som 'Transformers 2''ere i den evige stræben efter at være endnu vildere end forgængerne. 'Darksiders 2' er ingen undtagelse og er heldigvis mere sej Batman end larmende robot i den ambitiøse fortsættelse, der handler om intet mindre end dommedag.

Gang i Døden
I det første 'Darksiders' trådte spilleren i karakter som Krig, en mægtig kæmpe, der uberettiget var anklaget for at have sat dommedag i værk før tid. Derfor skulle man rense sit navn, og samtidig komme alverdens dæmoniske ondskab til livs i processen. En actionmættet affære, der ville give selv den hævngerrige halvgud Kratos fra 'God of War'-serien sved på panden.

I 'Darksiders 2' lader Krig sin rytterbroder Døden indtage scenen, for kampen er kun lige begyndt: Krig skal stadig renses for de falske anklager, og menneskeheden reddes fra den utidige apokalypse.

Der hviler derfor et stort ansvar på Dødens knirkende skulderknogler, men som en sand anti-helt kan han klare det meste, selv et spil, der - til trods for sine åbenlyse kvaliteter - til tider også må bukke under og erkende, at nok er Døden uundgåelig, men derfor behøver den ikke trækkes i langdrag.

Episk stort
Dødens værste fjende er nemlig ikke de utallige dæmoner, stenkæmper og gigantiske tentakelmonstre, som han møder på sin færd, men derimod spildesigneres valg om at gøre 'Darksiders 2' så pokkers episk og stort.

LÆS ANMELDELSENEventyrspillet, hvor du starter med at dø

Det er sjældent, at et spils ambitiøse omfang er en decideret svaghed, men i her ville et strammere greb om Døden have tjent til spillets fordel.

Strukturen er tydeligt inspireret af 'World of Warcraft' med store åbne vidder, som Døden kan ride igennem på sin gespenstganger. Omgivelserne er majestætiske at beskue, men også blottet for liv som et ufærdigt maleri, og følelsen af en levende eventyrlig verden udebliver for det meste.

Udviklerne har malet med den helt store pensel og ønsket at skabe et gigantisk helstøbt univers, men universet i 'Darksiders 2' forbliver underlig goldt til trods for de umiddelbart smukke æstetiske rammer. Tankerne ledes hen til det første 'Assassin's Creed', der også bød på store strækninger, hvor du red rundt uden reelt at foretage dig noget interessant. Flot og opulent, men drønkedeligt. Så hellere cykle en tur i det fri.

Zelda-hulerne
'Darksiders 2's episke ambitioner kommer for alvor til deres ret i de utallige 'dungeons', der ikke ulig Nintendos Zelda-serie rummer spillets spilmekaniske hjerte.

Her får Døden lov til at vise sit værd som både manden med leen, der slagter fjender for at høste deres sjæle, og som en mere besindig herre, der nok ved, hvordan klassiske spilpuzzles skal løses.

Det er gåderne fra Zelda og platform-hopperiet fra 'Prince of Persia', der støber den spilmekaniske essens her, og heldigvis for det. Særligt når alt for mange af tidens store spilfortsættelser skrotter hjernevridningerne og fokuserer hårdnakket på action, men netop her tør 'Darksiders 2' skille sig ud af mængden og ride egne veje.

LÆS ANMELDELSEN'Max Payne' er en revolvergud hævet over fysikkens love

Efter at have brugt adskillige timer i selskab med Døden, så er det pudsigt nok ikke den knoglede antihelt, der har gjort det allerstørste indtryk.

'Darksiders 2's uofficielle hovedaktør er snarere den danske spilkomponist Jesper Kyd, der nok har komponeret sit mest hjemsøgende soundtrack til dato. Selv når Dødens rideture i ødemarken bliver for lange, og ønsket om konsekvent at være større og vildere end det første 'Darksiders' ikke altid taler til spillets fordel, så lokker Kyds stemningsmættede sirenesang mig igen og igen tilbage til dommedag.

Hvem skulle have troet, at Døden var så musikalsk?