Ganske almindelige mennesker vælger i stigende grad at sige farvel på en personlig måde, der viser, hvem de var som personer.

Det fortæller forsker Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ Kommunist vil begraves i hammer og segl

Et eksempel: Da Nelly Jane Benneweis 4. juni skulle ud på sin sidste rejse, foregik det i en victoriansk karet dekoreret med lyserøde og hvide roser, der med kusk og fire sorte heste kørte hendes kiste fra Brønshøj Kirke til krematoriet.

Turen langs Utterslev Mose foregik i stilhed og uden følge efter hendes eget ønske.

Personlig afsked
»Der er mange danskere, der ønsker at personliggøre deres afsked med livet. Vi taler ikke om en flodbølge af mennesker, men tendensen er meget tydelig. Man kan sige, at vi har fået en mere romantisk indstilling til døden«, siger Michael Hviid Jacobsen og fortsætter:

»I stedet for den halve time, der normalt er afsat til at komme ind og ud af kirken, vælger mange at give sig tid til ritualet ved at tænke over, om der skal spilles Kim Larsen eller AC/DC i kirken, om børnene skal tænde lys, om kisten skal have en særlig farve, og om der skal holdes taler for den afdøde«.

Begravelsen viser, hvem vi er
Michael Hviid Jacobsen forsker i danskernes forhold til døden, og ifølge ham afspejler det personlige farvel den tidsånd, vi lever i. En tidsånd, hvor vi i høj grad selv skaber vores liv, og hvor de valg, vi træffer, skal afspejle, hvem vi er. Også i afskedsceremonien og på gravstedet.

»Vi vil gerne gøre et godt sidstehåndsindtryk. Begravelsen betragtes som ’min’ sidste fest og skal afspejle den person, jeg var i levende live. Hvis jeg var fodboldspiller, skal urnen ligne en fodbold. På den måde er der sket en individualisering af vores begravelsesritualer«, siger Michael Hviid Jacobsen.

Individuelle valg
Han sammenholder det med den generelle individualisering i samfundet, som viser sig ved, at vi i mange af livets forhold træffer individuelle valg i langt højere grad end tidligere – fra valg af skole til vores børn til valg af karriere og partnere.

Formanden for Præsteforeningen, sognepræst Per Bucholdt Andreasen, er enig i den vurdering.

»Der er en tendens til flere individuelle ønsker til begravelseshandlingen i form af musikindslag, bestemte sange, solosang i kirken og personlige ord fra de pårørende. Især i de store byer ser vi, at folk ønsker at sætte et personligt præg på begravelseshandlingen. Der er også flere og flere, der skriver en sidste vilje med deres ønsker«, siger Per Bucholdt Andreasen, som er sognepræst i Viborg.

Ikke alt virker i en kirke
Selv har Per Bucholdt Andreasen ikke været ude for ønsker, som han ikke kunne gå med til. Men han ser det som sin opgave at vejlede de pårørende om, at visse ting kan virke uharmoniske i forhold til kirkens traditioner og den højtidelighed, som en begravelse er.

»Hvis man vælger nogle børnesange, fordi de er forbundet med søde minder, kan man komme til at tage noget af højtideligheden fra ceremonien og på den måde gøre den mere banal, end man egentlig ønsker. Det er ikke alt, der virker i en kirke, og det kan vi præster vejlede om«, siger Per Bucholdt Andreasen.

Det er fint, at folk gør sig tanker om døden, pointerer sognepræsten, men det er samtidig også vigtigt, at man ikke overser de traditioner og ritualer, som kirken står for, mener han:

»Kirken repræsenterer en ramme og nogle traditioner, som er værdifulde, og som gør, at man ikke skal tænke begravelsesritualet forfra hver gang. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man forsøger at finde en samklang med kirkeritualet frem for at gå op i en stor grad af individualisering«, siger Per Bucholdt Andreasen.

Personlig dødsannonce
Også i dødsannoncer og nekrologer skinner personliggørelsen igennem. Hvor de for blot få år siden primært oplyste om afdødes fødsels- og dødsdatoer, indeholder de i dag masser af personlige oplysninger, vurderer dødsforsker Michael Hviid Jacobsen:

»Ud fra annoncerne kan du ofte se afdødes beskæftigelse, om han var en god far, og hvem der har mistet. Et lille digt eller en fortælling ser man også. Eller en anklage a la ’han tabte kampen mod systemet’. Du ser også, at folk selv indrykker en annonce, som de har skrevet på forhånd, hvor de takker deres nære for et godt liv. For blot få år siden ville disse ting have været upassende«.

Tænk mindre på døden
Mens fænomenet med personlige urner, kister og ceremonier endnu er i sin vorden i Danmark, er det yderst udbredt i en række andre lande. Ikke mindst i USA har man tradition for at sætte et personligt præg på sin afsked med livet, oplyser Michael Hviid Jacobsen:

»Den amerikanske lovgivning er også langt mindre restriktiv. For eksempel kan man i princippet have urner stående hjemme, mens det i Danmark er et lovkrav, at de enten sænkes i jorden eller henstilles i et kolumbarium (en urnehal, red.)«, siger han.

Ny åbenhed
Han mener, at personliggørelsen af begravelsesritualer er udtryk for, at vi mennesker er ved at ændre vores forhold til døden:

»Det tonstunge tabu, der har ligget omkring døden op gennem det 20. århundrede, er ved at blive blødt op. Vi har en helt ny åbenhed over for døden, der viser sig ved, at vi taler om døden, og ved, at medierne i stigende grad har døden som tema«, siger Michael Hviid Jacobsen.Og selv om det er glædeligt, at døden ikke længere er så tys-tys, advarer han dog mod at gå for meget op i livets udgang:

»Vi kan komme over i den modsatte boldgade, hvor vi lever i skyggen af døden, fordi vi lever livet med en konstant vished om døden. Jeg synes ikke, vi skal bruge for meget af vores liv på at tænke på og planlægge vores død«.