Når et menneske dør i eksempelvis en voldsom trafikulykke, bliver vedkommende oftere end tidligere rekonstrueret med voks og sminke.

På den måde ser den afdøde mere fredfyldt ud, når de pårørende skal sige det sidste farvel.

Der skriver Kristeligt Dagblad, der har talt med Lars Askholm, formand for Danske Bedemænd. Han er den eneste herhjemme, som er uddannet til at reparere de afdøde med skalpel, voks og sminke. For ham er det nemlig vigtigt, at de pårørende får mulighed for at se afdøde.

Det sidste billede hænger ved
»Det er to voldsomme ting, hvis man både mister en person i sit liv og samtidig ikke kan få lov til at tage afsked. For man får ikke en vished om, at vedkommende er død. Derfor er det vigtigt, at man ser afdøde på en god måde. Det sidste billede er ofte det, vi husker som det første. Hvis man ikke har et rart billede at huske tilbage på, vil det følge en resten af livet«, siger han.

I det hele taget følger de pårørende oftere med i hele forløbet - fra den afdøde bliver lagt i kisten til kremeringen er overstået.

Der findes ingen tal for udviklingen, men fagfolk fortæller, at flere efterladte i dag ønsker at være med i hele forløbet. På Hvidovre Hospital opfordrer kvartermester Jan Jensen, der har ansvar for udleveringen af de døde, de pårørende til at se den afdøde.

»Hvis der er børnebørn og børn, kan de lægge billeder eller et brev ned i kisten. Det er en måde at tage ordentlig afsked på. Jeg så eksempelvis min far, da han døde. Så var jeg sikker på, at det nu også var ham, der lå i kisten«, siger Jan Jensen.

Han tilføjer, at der kan være tilfælde, hvor afdøde er forandret så meget, at man anbefaler familien ikke at se ham eller hende.

Døden er ikke et tabu længere
Allan Vest, formand for Danske Krematoriers Landsforening, påpeger, at man i dag i højere grad forholder sig til døden.

»Før lod man bedemanden tage sig af det hele. Nu tager nogen med hele vejen og ser både den døde, inden kistelåget lukkes, og selve kremeringen«, siger Allan Vest.

Han peger på, at det hjælper på sorgprocessen at være til stede ved kremeringen.

Kister  klar til kremering på Bispebjerg Krematorium. »Men de fleste gør det i høj grad også for at få vished for, at tingene er, som de skal være. Hvis ikke man er med under kremeringen, er der et slip, hvor man ikke ved, hvad der sker. Det får nogen til at blive skeptiske over for, om det nu også er den rigtige aske, man får udleveret«, siger Allan Vest og påpeger, at folk fra andre religioner med anden begravelseskultur - eksempelvis tamilske hinduer - typisk også er med under kremeringen.

Siger et sidste farvel ved ovnen
På Bispebjerg Krematorium er der indrettet et pårørenderum til familier, der følger kisten til krematoriet. Og på Vejle Krematorium oplever krematoriemedarbejder John Hansen, at mange danskere selv henter asken, ligesom flere også er med under kremeringen.

»Nogle har lovet deres kære afdøde at være med hele vejen. Det kan være en efterladt ægtemand, der har været med under hele sin kones sygdomsforløb. Inden kisten kører ind i ovnen, går de typisk hen og klapper den lidt og siger et par ord. Det er som regel også dem, der selv kommer dagen efter og henter urnen og selv sætter den i jorden«, siger han.

Ifølge hospitalspræst på Hvidovre Hospital Runa Damsager kan det give en fred at se afdøde.

»For man får et billede af, hvordan det rent faktisk ser ud, når man er død. Det mest overvældende er det fuldstændige fravær af liv«, siger hun.