Annonce
Annonce
Annonce
Biler 28. sep. 2012 KL. 10.57

Bilister risikerer at køre rundt uden lovligt lys

Moderne kørelys tænder ofte kun på forlygterne. Derfor er der risiko for, at man kører rundt i mørke uden lys bag på bilen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Biler med og uden lys

Tjek har spurgt en række bilmærker, hvordan deres lys tænder, og hvad man kan gøre for at ændre det.

I de tilfælde, hvor det er muligt, kræver det typisk et værkstedsbesøg på ca. en halv time, som vil koste i nabolaget af 300 kroner.

Citroën:
I nyeste version af C1 skal føreren selv manuelt skifte fra kørelys til nærlys, og det kan der ikke ændres på. Øvrige modeller tænder automatisk nærlys og baglygter i mørke.

Fiat og Alfa Romeo:
De to mærker har i flere årtier haft det sådan, at hvis man sætter lyskontakten til ’nærlys’, slukker alt lys, når man tager nøglen ud. De fleste modeller har dog i dag også kørelys, der kun tænder foran.

Ford:
Modeller med LED-kørelys kan få ændret systemet, så baglygterne også tænder automatisk.

Kia:
Nye modeller har kørelys, der kun tænder foran, og det kræver en ændring af ledningsnettet for at få baglygterne til at tænde samtidig. Hvis man i stedet tænder for nærlyset, vil det slukke helt, når man trækker tændingsnøglen ud. Lidt dyrere modeller har en autofunktion, der sørger for fuldt lys i mørke.

Mazda:
Kun én model har kørelys, der udelukkende tænder foran: CX-5. Den har en autofunktion, der selv tænder fuldt lys i mørke.

Peugeot:
Her arbejdes på en løsning til biler uden lyssensor, så baglygterne tændes automatisk.

Skoda: Alle modeller har kørelys, der kun tænder foran. Det er muligt at kode systemet om, så baglygterne altid er tændt. Det er noget, mange forhandlerne gør under klargøringenaf den nye bil.

Toyota:
Aygo, Aurisi Hybrid, Avensis og Prius (alle fra årgang 2012) har kørelys, der kun tænder foran, og det er ikke muligt at ændre systemet, så man automatisk vil få lys i baglygterne.

VW:
På Up (kun BMT-modellerne, som er de mest solgte), Polo og Beetle kan man kode bilen om, så baglygterne tænder sammen med kørelyset. Man skal dog stadig skifte til nærlys for at få fuldt lys på bilen. Fra Golf og opad i modelprogrammet har bilerne en autofunktion, så den selv skifter fra kørelys til nærlys i mørke.

Lygtetændingstid er ved at blive et begreb, som bilister skal tage alvorligt. Normalt er det mest cyklister, der skal huske at finde lygterne frem, når solen går ned, men mange moderne biler er udstyret med en form for kørelys, der kun tænder på forlygterne. Derfor er der stor risiko for at køre i mørke uden lys i baglygterne.

Lygtetændingstid kan i øvrigt optræde døgnet rundt, også i dagtimerne, nemlig hvis der er tåge eller andre forhold, der nedsætter sigtbarheden. Her vil det så heller ikke være lovligt kun at køre med lys i forlygterne.

LÆS OGSÅKørelys i nye biler kan være livsfarligt

I Danmark har der været krav om kørelys på biler i mere end 25 år, og indtil for et par år siden betød det, at bilen altid havde tændt lys både for og bag.

Nu har mange nye biler - blandt andre de populære modeller Toyota Aygo og VW Up - en anden form for kørelys, der kun tænder foran. Og det er ikke de normale forlygter, der er blus i, men derimod ofte særlige diodelys, som kan være placeret forskellige steder på frontpartiet. I mange af de billigste biler er der ingen form for automatik, der sørger for lys i baglygterne, når der er behov for det.

Derfor skal bilisten selv huske at dreje på lyskontakten fra stilling ’slukket’ til stilling ’nærlys’.

LÆS OGSÅNy type kørelys efterlader bilen i halvmørke

Man kan dog foretage forskellige indgreb for at fjerne risikoen for at køre i en bil, der er mørkelagt bagtil. Det gælder f.eks. den for tiden mest solgte bil i Danmark, VW Up.

Den har et kørelys, der kun tænder nogle små lygter foran, men hvis man bekoster et værkstedsbesøg på cirka en halv time, kan systemet kodes om, så baglygterne altid tænder sammen med kørelyset.

Derfor er der alligevel ikke fuldt lys på bilen i mørke. På mørk vej vil man hurtigt opdage, at kørelyset foran ikke kan oplyse vejbanen, så derfor skal man stadig manuelt skifte til nærlys.

LÆS OGSÅMystik og logik: Derfor er det så svært at regne ud hvor tankdækslet sidder

Bilfabrikkerne satser på denne nye type kørelys, fordi det sparer en smule brændstof og mindsker CO2-udslip.

Dyrere biler tænder selv
I lidt dyrere biler, fra cirka 200.000 kroner, skal man som regel ikke tænke over det med lyset. De har ofte en ’Auto’-stilling i lyskontakten, og hvis man vælger den, vil bilen selv finde ud af, hvornår der skal skiftes fra det skrabede kørelys til det fulde nærlys.

Det skulle gerne falde sammen med lygtetændingstiden, og vi har tjekket på en ny Volvo V40 med den slags lygteautomatik, om den sørgede for at skifte til fuldt lys kl. 19.15, som i onsdags var tidspunktet, hvor man skal have fuldt lys på bilen – og naturligvis også på cykler og andre køretøjer. Volvoen skiftede af sig selv fra kørelyset foran til fuldt lys kl. 19.10, altså fem minutter før påkrævet.

LÆS OGSÅBilister vil have lovpligtige vinterdæk

Politiet holder godt øje med bilister, der kører i mørke uden lys i baglygterne, og vil gerne hjælpe bilisterne til den rette lygteføring:

»Det gør vi ved, at vi skriver til dem, og i vores skrivelser er der gerne et girokort i bunden, så man skal betale en bøde«, siger leder af færdselspolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Erik Mather til DR Sjælland.

LÆS OGSÅBilister sjusker med at tjekke dæktrykket

Bøden for forkert lygteføring er 1.000 kroner. Trafikstyrelsen er også opmærksom på problemet og overvejer at sætte en informationskampagne i gang.