Jazz i musikalsk format kan være både traditionel og vildt eksperimenterende.

Begge oplevelser får man også i Hondas nye Jazz – den fikse og fleksible lillebil, som danske motorjournalister i efteråret kårede som Årets Bil. Og lad os bare drøne frem til facit efter en uge i selskab med den nye Honda: Vi melder os i koret af glade Jazzfans.

For den kører både vakst og økonomisk og er let at manøvrere, udsynet er upåklageligt, indretningen smart og enkel, sæderne komfortable, passagerpladsen pæn, og bagagerummet er til at udvide og ommøblere på få sekunder. Og så er den fuld af overraskelser.

Ekstra plads
Tag f.eks. bagsæderne, som kan vippes op og åbenbare en god gulvplads med højt til loftet.

Ifølge Honda er der plads til at fragte en cykel deromme. Ikke lige en solid fruemodel med gigantisk kurv på styret, kan vi tilføje, men en lettere model eller en børnecykel triller fint om bord, og velvoksne indkøb fra f.eks. planteskolen kan også bjærges hjem uden knækkede grene.

Er den biografagtige sæderække derimod i brug, er der plads til et par mindre tasker under dem, og det er rart at slippe for at sidde og træde i håndbagagen. Loftshøjden overrasker bagsædepassagerer positivt, og bagdørene er høje og åbner på vid gab, hvilket letter ind- og udstigningen.

Bagagerum i flere etager
Længere omme i bagageregionerne overraskede den dobbelte bagagerumsbund – der er fin plads til eksempelvis en fyldt sportstaske under gulvet, og foretrækker man ét stort rum med dyb bund, fjerner man bare mellemetagens gulv.

Et reservedæk kigger man dog forgæves efter – er man uheldig at punktere, hedder vejen videre enten punkteringsspray eller et opkald til autohjælpen.

Honda er med på holdet af biler, hvor bagsæderne nærmest kan forsvinde ned i gulvet. Når splitbagsædet lægges ned, får man et fint lastrum med plan bund, og operationen kræver kun sekunders indsats med et vippegreb eller to, alt efter pladsbehovet.

Udsyn i topklasse
Bag rattet er der også gode overraskelser. Honda er sluppet rigtig godt fra placeringen af forstolperne – indretninger, som ellers godt kan stjæle en del udsyn.

Men ikke her – udsynet er i topklasse, og man fornemmer at sidde i et noget større køretøj, end tilfældet faktisk er.

Skift gear nu
Instrumenterne er logisk placeret og lette at aflæse og betjene. Fart- og forbrugsskiver har lysende, orange tal og er placeret i runde huler. En lille gearskifteindikator opfordrer med en lysende pil til at gå op i gear langt før, vi ellers ville vove det – følger man rådet, kan man straks aflæse et fald i det aktuelle brændstofforbrug på kørecomputeren.

Et af de ganske få ankepunkter, vi noterede, er nakkestøtten på forsædet – en såkaldt aktiv model, som lover at mindske risikoen for piskesmældsskader. Smukt initiativ, men vi blev aldrig gode venner med støttens placering. Indstillingsmulighederne er hhv. irriterende højt eller irriterende lavt.

Fuld kraft frem
Ellers var der smil om mund i førersædet. Dels er Jazzen skøn at styre og let at svinge rundt i byens trængsel, dels er motoren lidt af en fest. Der er ryk i køretøjet, når man trykker speederen i bund, og man savner ikke ekstra kræfter på noget tidspunkt.

Tværtimod gør man klogt i at observere speedometeret nu og da, for fart fornemmes slet ikke på samme anstrengte måde som i mange andre småbiler. Vi var fuldt tilfredse med præstationerne såvel i by som på land og motorvej.

Ligesom musikken rammer Jazz ganske bredt – den kan både køre stabilt og fornuftigt og lidt mere festligt, hvis det skal være.